Spor byder på solo-opera, åndedrætssymfoni og kor fra det yderste hav
Spor Festival er bygget op som en samlet værkoplevelse på tværs af både musik, scenekunst og koreografi.
Nordens førende festival for lyd – og tonekunst indtager forskellige venues i Aarhus fra 10. til 14. maj.
Spor Festival undersøger forskelligheden mellem mennesker. Som en samlet værkoplevelse præsenterer Spor blandt andet solo-operaen LOL, den musikalske forestilling From Harbour To Harbour, koncert med det Berlin-baserede band Toechter, fænomenet Goodiepal, korværket Det Yderste Hav, åndedrætssymfonien Ø og den anerkendte komponist Simon Steen-Andersens værk Transit.
Spor vil udfordre de perspektiver og virkeligheder, vi umiddelbart ser for at skabe rum til nye indsigter. Bag Spor er de to festivaldirektører Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen.
»Spor Festival er en samlet værkoplevelse. Hver dag under festivalen kan publikum lade sig indhylle i lydkunstneriske oplevelser, der er programsat med den hensigt at spejle og komplementere forskellige sansninger og refleksioner. Vi arbejder altid henimod et alsidigt program, der afsætter mange forskellige indtryk og tanker i publikum, og derfor er vi også utrolig glade for den diversitet, der er i programmet i år,« siger de to.
Kor fra yderste hav
Programmet for 2023 består af fænomenet Goodiepal, danmarkspremiere på den anerkendte komponist Simon Steen-Andersens seneste værk Transit, Aarhuspremiere på Scenatets anmelderroste forestilling Memoriam, Danmarkspremiere på både performancen Sama: The Divine Listening Room og korværket Det Yderste Hav med kor fra både Aarhus og Grønland samt åndedrætssymfonien Ø og uropførelser af solo-operaen LOL.
Den handler om et ensomt menneske, der lever sit liv på internettet og stiller sig til rådighed for de - mere eller mindre lyssky - verdener, der findes her.
Derudover er der Danmarkspremiere på Spheres, der består af fem nye værker af fem kvindelige komponister fra forskellige europæiske lande, urpremiere på From Harbour to Harbour skabt af komponist Anna Katrin Egilstrøð og uropført af NJYD, koncert med Toechter og Alexandra Halléns debutkoncert The great Ägg hunt.
Det fulde program kan ses på sporfestival.dk.
sra