Kendt Aarhus-forfatter viser film om at stjæle gode idéer
Svend Åge Madsen introducerer i Øst for Paradis en film om en tyv, der stjæler idéer fra andres underbevidsthed.
Øst for Paradis inviterer til en aften i selskab med Svend Åge Madsen torsdag 11. maj klokken 19. Aarhus-forfatteren er nemlig én af de udvalgte aarhusianske kulturpersonligheder, der dette forår præsenterer en yndlingsfilm til arrangementsrækken Mine Aftner i Paradis.
Svend Åge Madsen, født 1939, regnes for én af de betydeligste moderne danske forfattere, og han er kendt for at spalte sine fortællinger i utallige lag og fordoblinger. Han har siden debuten med romanen Besøget (1963) udgivet en lang række romaner og fortællinger, blandt andet hovedværkerne Tugt og utugt i mellemtiden (1976), Se dagens lys (1980), Syv aldres galskab (1994), og Fremtidsspejl (2020). Svend Åge Madsen har blandt andet modtaget Det Danske Akademis Store Pris, Holberg-Medaillen og De Gyldne Laurbær, og hans bøger er oversat til en lang række sprog.
Til filmaftenen i Øst for Paradis vil han introducere Inception (2010), der er instrueret af Christopher Nolan. Filmen handler om en usædvanlig tyv, der kan stjæle værdifulde idéer fra menneskers underbevidsthed. Men denne gang skal han gøre det stik modsatte, nemlig at implantere en idé i offeret. Hvis det lykkes, vil det være den perfekte forbrydelse.
Mine Aftner i Paradis er en eventrække i Øst for Paradis, som arrangeres af biografens støtteforening, Paradisets Engle. Efter visningen byder englene på et glas vin og uformel hygge i biografens foyer. Visningen starter med velkomst i salen efterfulgt af film.
sra