Studerende åbner "Den Lille Garnbiks" i Aarhus

Aarhus er blevet en garnbutik rigere, efter 21-årige Emil Ultang og 20-årige Mette Aasberg har åbnet egen butik i Aarhus C

Artiklens øverste billede
Emil Ultang og Mette Aasberg jonglerer fuldtidsstudie og fuldtidsarbejde.

Butiksåbning Der er ’garn’ i den hos Den Lille Garnbiks på Silkeborgvej, som 10. april havde første åbningsdag på Silkeborgvej 52. En succesfuld oplevelse for de to studerende Emil Ultang og Mette Aasberg, der ikke tidligere har prøvet at åbne en fysisk butik.

”Det var en rigtig god dag. Vi var lidt nervøse inden, fordi det var svært at vurdere, om vi skulle forvente, at der kom 10 eller 100. Men der var kø udenfor fra åben til luk på nær en halv times tid midt på dagen,” siger Emil Ultang.

Sammen lader de til at have fundet nøglen til succes. 20-årige Mette Aasberg holder styr på butikken, hvor der sælges det meste i strikkeudstyr. 21-årige Emil Ultang står med det forretningsmæssige og det administrative arbejde, som han holder styr på fra baglokalet.

Garn til loftet

Garneventyret startede nogenlunde samtidig med, at landet blev lukket ned første gang i marts sidste år, fortæller Mette Aasberg. Efter mange års hækleri, begyndte hun, ligesom rigtig mange danskere at strikke.

”Sjovt nok begyndte jeg at købe mere garn, des mere jeg tilbragte tid derhjemme. Så forretningsorienteret som Emil er, spurgte han, hvorfor vi ikke bare selv købte et læs garn hjem og begyndte at sælge ud det,” fortæller den nyklækkede butiksindehaver.

Som sagt så gjort. Et stort læs blev købt hjem, og det ene værelse hjemme i lejligheden blev lavet om til depotrum.

”Du skulle næsten have set det. Vi havde et depotrum i vores tidligere lejlighed, som bare var stoppet til fra gulv til loft,” fortæller Emil Ultang, mens Mette har meget svært ved at stoppe med at grine, inden hun stopper og tilføjer:

”Og når vi fik ordrer, så skulle man have alle kasser ud for at finde den ene nøgle, der var bestilt, inden man igen skulle have alle kasser ind. Det var forfærdeligt,” siger Mette Aasberg, mens hun fortsat griner.

Studie og arbejde

Salget kørte hele sommeren og efteråret, inden iværksætterparret måtte give efter for ønsket om at udvide salget med flere varer.

”I november var der så mange produkter, vi gerne ville have, som vi ikke havde plads til, at Emil foreslog, at vi åbnede en fysisk butik,” fortæller Mette Aasberg.

Med den nye butik på Silkeborgvej er der ikke meget tid til overs, når der både skal være plads til en butiksdrift og et fuldtidsstudie. Mette Aasberg er designteknolog-studerende på VIA University College, mens Emil Ultang studerer erhvervsøkonomi på Aarhus BSS.

”At have et fuldtidsstudie og en butik med faste åbningstider kræver, at der skal lægges mange timer i det. Vi har nogle superlange dage, der starter meget tidligt om morgenen og slutter meget sent,” siger Mette Aasberg, inden Emil Ultang følger op:

”Jeg får nogle gange at vide af nogle af dem, jeg kender, at jeg skal huske at slappe af. Men jeg slapper af, når jeg arbejder. Det er en naturlig følelse for mig at være i gang fra morgen til aften,” forklarer han.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen