Guide: Få en oplevelsesrig dag på Aarhus Ø

Den yngste bydel i Aarhus er i disse år i en rivende udvikling. Aarhus Ø vælter sig i arkitektoniske bygninger, vandaktiviteter og smagsoplevelser.

Artiklens øverste billede
Ifølge Catrine Høy Hansen er der masser at opleve på Aarhus Ø, hvad enten man vil bruge kroppen eller sanserne. Pr-foto

Catrine Høy Hansen er født og opvokset i Aarhus, og i dag bor hun lige midt i Aarhus Ø. Her deler hun tips og tricks til oplevelser i byens yngste bydel.

Hvordan får vi den bedste start på dagen på Aarhus Ø?

Ved foden af det nye havnebad ved Bassin 7! For her ligger Street Coffee. Og her kan du fra kl. 8:30 starte dagen med at købe en god kop kaffe eller en varm kakao. Sulten skal du stille hos MIBmadmarked, som serverer det skønneste friskbagte brød og de lækreste kager to go. Er du tidligt på farten, så gå gennem den arkitektoniske perle, Isbjerget. Herfra kommer du ud på østsiden af Aarhus Ø og kan nyde din mad, på en af bænkene på kajen – lige midt i morgensolens stråler.

Husk, at kigge på bistaderne, hvor bierne producerer lækker byhonning eller rist medbragte skumfiduser på bålpladsen.

Hvad skal vi lave, når morgenmaden er spist?

Start med en gåtur på Ø-linjen (Det grønne strøg), der strækker sig over de fire yderste øer på Aarhus Ø. Her er der hængekøjer, trampoliner og legeplads, som legebørn kan boltre sig med. Husk, at kigge på bistaderne, hvor bierne producerer lækker byhonning eller rist medbragte skumfiduser på bålpladsen.

På Aarhus Ø, er vandsport virkelig populært – hvad enten I er tilskuerer eller selv deltager. Igen skal I ned til Bassin 7, hvor Aarhus Watersports Complex (AWC) har bor. Her kan I stå på wakeboard på kabler eller sætte farten ned og hoppe på stand up paddle (SUP). Og bare rolig – I bestemmer selv tempoet. Vil I hellere kigge på, når andre dyrker vandsport, så sæt jer på tagterrassen ved AWC, eller gå op i udsigtstårnet, der er placeret i midten af kabelbanen.

Jeg er nybegynder inden for vandsport, hvad gør jeg?

Aarhus Watersports Complex står klar med dygtige instruktører og det rette udstyr. Der bliver derfor taget hånd om jer, så I får en tryg og sikker oplevelse. Hvem ved? Måske I bliver bidt af at bruge vandet som aktiv legeplads. Det koster 300 kr. pr person for to timers SUP eller wakeboarding. Husk, at booke tid hjemmefra og medbringe badetøj og håndklæde. Våddragt, wakeboard/SUP, redningsvest og hjelm er inkluderet i prisen.

Hvad skal vi lave om eftermiddagen?

I skal først og fremmest tanke op på energi! Køb jeres frokost to-go i en af de forskellige streetfood-boder, som I finder langs Ø-promenaden. Her er der alt fra pizza til sushi, og jeg kan stærkt anbefale et pitstop hos The Fish Project, hvor I kan sætte tænderne i de lækreste fish & chips. Også Clausens Fiskehandel er oplagt til jer, der elsker fisk i høj kvalitet. Her kan I enten købe mad, som kan nydes på et af øens hyggelige områder, eller købe fisk til at tage med hjem.

Hvis vejret er til det, så hop i havnebadet, hvor der er bassiner til både store og små. Ellers er Aarhus Ø naturligvis også stedet, hvis I er bare det mindste interesserede i arkitektur! Gå rundt i området og nyd de arkitekttegnede bygninger, der har hver sine særpræg.

Nu kan man jo godt gå hen og blive lidt lækkersulten af alle de nye indtryk, men fortvivl ej! Hos Hantwerk kan I nyde en kold, mikrobrygget øl i eftermiddagssolen direkte ved havnefronten. Stedet har den mest hyggelige terrasse med udsigt til den gamle lystbådehavn. I kan også blive kølet ned hos Taiyaki, som har et lækkert udvalg af is, crepes og vafler. Stedet er især kendt for deres japanske bagværk: Taiyaki-vaflen, som er formet som en fisk med Nutella i halen, toppet med cremet is fra Okkels.

Hvor skal vi spise aftensmad?

Det skal I ved VinDanmark, der serverer delikat spansk tapas eller fisketapas. Om sommeren er her ofte mange mennesker, så hvis I hellere vil nyde maden i ro og mag, kan I nyde den langs den hyggelige lystbådehavnekant. Tapas koster 129 kr. pr. person, mens et køligt glas vin koster 60 kr. Smag jer gerne frem, inden I beslutter jer for, hvilken vin I er til. På udvalgte dage er der livemusik på stedet – men den gode stemning findes altid.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Lokalavisen Aarhus

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen