Aarhusiansk dragqueen er taekwondo-mester

Peter Rothgaardt udlever i høj grad både sin maskuline og sin feminine side. Han har i weekenden opnået 4. dan i taekwondo, og på torsdag skal han igen indtage gulvet. Denne gang som dragqueen, Miss Stella Starlight.

Artiklens øverste billede
Peter Rothgardt snupper en selfie foran billedet af Miss Stella Starlight, som er hans alter ego. Han har i 24 år optrådt som dragqueen.

Man kan for tiden se Miss Stella Starlight sammen med en række af andre kendte aarhusianere på en stor fotoudstilling på Store Torv. Hun hænger der, fordi hun i 24 år har underholdt og forarget aarhusianerne med sine mange shows og optrædener. Hun misser aldrig en funklende fest.

»Hvis Miss Stella Starlight ikke bliver inviteret kommer hun alligevel,« som hun siger.

Denne gang er hun på gæstelisten. Ikke bare i fotoudstillingen men også som værtinden for et bankospil i Ung K i forbindelse med festivalen One Day.

Miss Stella Starlight vil kaste al sin glans over ugens bankospil og løfte kampen om en, to og tre rækker op på et uhørt muntert niveau. Hun har gjort det før med stor succes og er byens absolut førende banko-drag. Hun fik sit store gennembrud i festugen 2019 på Klostertorvet, hvor ikke engang et vådt og kedeligt regnvejr forhindrede publikum i et møde talstærkt op.

»Vejret var virkelig ringe, og alligevel var pladsen helt fyldt, så folk også måtte sidde udenfor. Det gik utrolig godt,« siger Miss Stella Starlight, der siden har arbejdet videre på sin banko-performance.

»Man må som publikum være forberedt på, at jeg ikke går af vejen for at lave sjov med de tilstedeværende og komme med mere eller mindre passende kommentarer,» lover Miss Stella Starlight på den særligt rapkæftede drag-måde.

Taekwondo-mester

Ind imellem sine shows og optrædener på efterskoler, i firmaer og ved polterabender har Miss Stella Starlight travlt med at holde sig i utrolig god form. Og med at udleve sin maskuline side som Peter Rothgardt.

Det sker i en taekwondoklub, hvor han efter et halvt års benhård træning og absolut ingen alkohol har opnået en rang af det sorte bælte med 4. dan. Det kan beskrives som det sorte bælte med fire stjerner på.

»Det har været hårdt og jeg er utrolig stolt over, at det er lykkedes,« siger taekwondo-udøveren.

Han er også indehaver af titler som ’Årets Bedste Træner’ og formand for Taekwondo Klubben Do, der er hans hjertebarn.

»Jeg var med på landsholdet i en årrække. Nu mangler jeg kun en stjerne på Rådhuspladsen,« ler taekwondo-mesteren, der er næsten lige så rapkæftet som Miss Stella Starlight og mindst lige så humoristisk.


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

Listen over Peter Rothgardts bedrifter slutter slet ikke her. Ud over at være den ene halvdel af det første homoseksuelle par, der i 2012 blev viet i en aarhusianske kirke, forsøger han også at pifte tegnsprogstolkningen op.

Det sker i firmaet ’Handmate’, som han har stiftet sammen med sin mand, der sjovt nok også hedder Peter og som også er tegnsprogstolk. Han er uddannet musicalperformer og synger i Aarhus Teaters kor.

Sammen forsøger de to at formidle tegnsprog på en moderne og gerne humoristisk måde. For eksempel lægger Peter Rothgardt ofte tegnsprogsvideoer op på de sociale medier som for eksempel TikTok, hvor han har 23.000 følgere. Man finder ham også på Instagram og Facebook.

De to gange Peter, henholdsvis Rothgardt og Borg, er også sammen om at være fædre til Storm, der som det næste nye skal i skole efter sommerferien. Det betyder dog ikke, at Miss Stella Starlight så må blive hjemme for at smøre madpakker, selv om der er mange gøremål for hende, teakwondo-mesteren, familiefaderen og tegnsprogsdirektøren.

»Det handler om planlægning. Hvis den er på plads, kan man nå det hele. Jeg har ikke ligefrem DAMP, men jeg lader op ved at være sammen med andre mennesker, så jeg skal stadig ud og optræde. Jeg skal for eksempel igen være banko-værtinde på Klostertorvet i festugen,« lover Miss Stella Starlight.

Drag Queen Miss Stella Starlight på toppen af Aarhus på Sallings Rooftop. Foto: Mai Skou Wihlborg

Grand old lady

Aldrig har dragqueens været mere populære end i dag. De er gået fra at sprede glitter og glamour LGBT-cirklerne og undergrundsmiljøer til at optræde for familien Danmark primetime.

Miss Stella Starlight har været med hele vejen som en fast del af det aarhusianske dragqueen-miljø. I perioder har hun faktisk været byen eneste.

»I begyndelsen var vi tre drags. Men den ene er rejst til udlandet, og den anden har forladt branchen, så jeg har i i nogle år været den eneste. Men nu popper det op med nye drags blandt andet på G-bar. Jeg er nu blevet the grand old lady. Det har jo også en værdi,« fastslår Miss Stella Starlight.

Hendes karriere begyndte, da hun fik prisen som den bedst udklædte ved en fastelavnsfest på det såkaldte Pan Club Aarhus, der var et diskotek i LGBT-miljøet.

»Jeg var klædt ud som prinsesse Alexandra og lignede åbenbart ret godt. Sikkert fordi min colombianske hudfarve passer ret godt. Jeg blev bedt om at optræde som Alexandra og måtte i en fart finde ud af at holde en tale. Det gik vist også godt. Jeg er i hvert fald blevet inviteret ud at optræde mange gange siden,« siger udklædningsdronningen og slår en høj latter op.

»Jeg eeeeelsker at klæde mig ud og optræde. Jeg laver alle mine kostumer selv, men jeg får hjælp fra en syerske, for jeg kan slet ikke sy selv. Af samme grund har jeg det tætteste forhold til min limpistol, som klarer sagen mange gange, eftersom mine out fits ikke skal holde længe ad gangen,« betror Miss Stella Starlight sig.

Hun bruger masser af tid og penge på de store skrud.

»Det er dyrt at se billig ud,« som hun siger.

Læs også

Del artiklen