Blomster i Friheden

Fra 1. juli til 8. august danner Tivoli Friheden rammen om et sandt blomstermekka, og unikke oplevelser for alle aldre – såsom havetalks, kreative workshops og grønne serveringer.

Artiklens øverste billede

Der er en stor sanseoplevelse i vente, når Tivoli Friheden for anden gang byder velkommen til Danmarks største Blomsterfestival, hvor Frihedens sommergæster vil kunne se, dufte, smage, tænke og mærke blomster på en helt ny måde: Som mad, kunst, traditioner, historie, miljøaktivisme og meget andet.

Blomsterfestivalen vil udgøre en sand eksplosion af farver og dufte. Nogle blomster springer i øjnene – som de lyserøde begonier, grønne buksbom, lilla stauder, blå lobelier, røde roser, lyslilla rølliker, hvide kæmpeliljer, der akkompagneres af en himmel af farverige paraplyer og en rejse af fortællinger på blomsterruten.

Kulturel betydning

Andre blomster skjuler sig – i dufte, fortællinger, smagsoplevelser og traditioner, vi aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Tivoli Frihedens Blomsterfestival handler netop om mere end, hvad øjnene ser. Festivalen sætter således fokus på den store kulturelle betydning, som blomster har i mange forskellige sammenhænge.

Dermed får gæsterne lejlighed til at tænke på, hvordan blomsterne følger os gennem livet og markerer højdepunkter og traditioner. Helt frem til, at en rød rose lander oven på kisten, efterfulgt af endnu en og endnu en. På hvordan blomster er mad, genbrug, miljø og klima – og symboler, som vi kan betragte lige nu, men som snart vil være væk.

Der bliver masser at tage sig til for Frihedens gæster, der blandt andet kan deltage i havevandringer, ’Blomster Bingo’, blomsterkransbinding, havetalks og udforske de tre showhaver, ligesom man kan smage på grønne serveringer, drikke rosé eller champagne i Parishjulet eller tage med på Frihedens Kafferute med Peter Larsen Kaffe.

Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, glæder sig til denne anden udgave af festivalen:

»På grund af festivalen havde vi sidste år 45 procent flere juli-gæster end i 2019. Allerede dengang besluttede vi, at Blomsterfestivalen naturligvis skulle vende tilbage i de kommende år, så vi kunne gentage den store succes,« siger direktøren i en pressemeddelelse.


gs

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen