Blomsterorgie: Friheden overgår sig selv

Tivoli-gartneren gennem 20 år har aldrig oplevet noget lignende. Aldrig før har Aarhus haft så mange sjove, smukke og finurlige blomster-arrangementer. Blomsterfestivalen åbnede 1. juli.

Artiklens øverste billede
Annette von Einem er blomsterdesigner og vildt begejstret for opgaverne i Tivoli Friheden, hvor hun har lavet en række ting. Blandt andet de imponerende blomsterbuer, som man går gennem, lige når man er kommet ind i parken. Foto: Helle Arensbak

I år har blomsterfestivalen sat fuld skrue på både mængden af blomster, antallet af gartnere, skøre idéer, interessant information og smukke arrangementer. Man kan opleve hele herligheden helt frem til 8. august.

Blomsterfestivalen var en stor succes i Tivoli Friheden sidste år, der havde 45 procent flere gæster end sædvanligt i juli måned.

I år er holdet af gartnere vokset fra fire til seks fuldtidsansatte. Tre af dem kommer til at vande parken fra morgen til aften.

»Som vejret er lige nu, løber vandet ud af tre vandslanger i døgndrift, men vi bruger meget vand fra søerne, der består af regnvand, som vi recirkulerer,« siger Martin Vang, der leder gartnerholdet.

Han har arbejdet 20 år i Tivoli Friheden. Dette er den største og mest spændende opgave nogensinde med 80 indslag rundt omkring i parken.

»Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er fantastisk,« siger den stolte gartner, der i samme åndedrag bliver praktisk.

Martin Vang, der leder gartnerteamet, er særligt glad for de meget skrå tage, som han og kollegerne har beplantet med petunia. Foto: Helle Arensbak

1000 krukker

»Nu hvor de eksterne samarbejdspartnere har afleveret deres ting, står vi gartnere for at holde det. Der er cirka 100 blomstercontainere, de vil fylde fem store lastbiler, hvis man pakkede dem. Jeg gætter på, at der i parken lige nu er cirka 1000 blomsterkrukker ud over de mange bede. Dertil kommer alt det, der er indenfor,« fortsætter Martin Vang.

Århus Onsdag møder ham umiddelbart før parken åbner. Han er en meget travl mand, der hele tiden er bud efter i timerne op til åbningen.

Han har sammen med kollegerne beplantet kummerne, bedene, birkevæggen og blomstercirkler med gartnerens favoritter og nye trends. Der plejer at være 70 krukker i parken, men lige nu har gartnerne plantet blomster i 300. Og dertil kommer alle de krukker, udstillerne har tilført stedet.

Den populære havemand og forfatter, Claus Dalby, står bag en krukkehave med udelukkende spiselige planter som rødkål, hindbær, skovsyre og Dalia. Der er tre podier i forskellige farvesammensætninger ved Restaurant Terrassen. Foto: Helle Arensbak

Blandt andet har Claus Dalby en krukkehave med udelukkende spiselige planter som spidskål, rødkål og Dalia ved Restaurant Terrassen.

Et af gartnerchefens yndlingssteder blomstertagene på Wassim Hallal’s pizzahytte og Potteværkstedet. Der har han og kollegerne plantet petunia i mange farver på de 45 grader skrå tage.

»Det var ikke helt let, fordi de skråner ret meget. Og nu skal vi vande dem rigtigt,« siger den travle mand, inden han løber videre.

Her får mange gode råd fra plantetorvet.dk, som kan fortælle om alt fra lus og laver til det skønneste blomsterflor. Annette Buur og Lars Mogensen står fast foran Hermanns tirsdag og torsdag i parkens åbningstid. og har rundvisninger kl. 13 og 17. Foto: Helle Arensbak

Vilde blomsterbuer

Annette von Einem er blomsterdesigner og vildt begejstret for opgaverne i Tivoli Friheden, hvor hun har lavet en række ting. Blandt andet de imponerende blomstrende buer, som man går gennem, lige når man er kommet ind i parken.

»Det er en kæmpe opgave. Jeg er pivstolt. Der er brugt 6000 kilo jord, 150 meter stof og 3500 udelukkende danske planter. Jeg har været her i 14 daqe og ved ikke hvor mange timer jeg har brugt, men mange,« siger Annette von Einem, der ellers arbejder i hotelbranchen og har været med til at lave ’Rapped in flowers’ i København.

Blomsterne i buerne er plantet i et tårn, der er bygget af en presenning. De skal vandet oppefra, så gartnerne må op og stå på en stige. De bliver også bruset udefra. Foto: Helle Arensbak

Hun var også med til at bygge blomsterfestivalen i Friheden op sidste år, og har i år fået en endnu større opgave.

»Jeg har aldrig før lavet noget så stort. Vi har syet stofrør, puttet jord i og lavet med dræn sammen med gartnerne, så de nemmest muligt kan vande og styre planterne. Vi håber, at buerne kan holde rigtig længe - også efter festivalen,« fortsætter hun.

Arbejdet begyndte allerede først i juni, så blomsterne har allerede udviklet sig siden og er sprunget mere ud. De er nøje udvalgt, så de tager sig bedst muligt ud de næste fem uger.

Vi bruger ofte blomster i forbindelse med traditioner og store begivenheder i livet. Kransen her er et symbol på døden. Foto: Helle Arensbak.


Et kig ind i koralkuplen giver en fornemmelse af de smukke blomsterformationer, der er på havets bund. Disse er dog af papir.

Blomsterfestivalen starter i tivoli Friheden torsdag 1. juli 2021.

Et årligt tilbagevendende men ikke desto mindre herligt indslag i Tivoli Friheden: Svævende Paraplyer. Foto: Helle Arensbak

Brændende kærlighed på en ny måde. Foto: Helle Arensbak

En bil og en kuffert fuld af blomster sammen med en tøjsnor, der hører til i et romantisk univers. Foto: Helle Arensbak

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen