Brian Lykke: Fedt at Aarhus tror, at den er en storby

Brian Lykke glæder sig til at gå på standup-scenen i Musikhusparken i sin yndlingsby, Aarhus, som har en helt perfekt størrelse og et dejligt stort selvværd. Vi kender ham som Brille, Allan Sindberg og Ralp eller ham, der spiser en masse flødeboller, men denne gang er han Brian Lykke Classic – og stadig skide skør.

Artiklens øverste billede
Den populære og prisvindende komiker, Brian Lykke, glæder sig til at vende tilbage til sin yndlingsby, Aarhus, med sit standup-show. Det gør han 9. juli i Musikhusparken. Pressefoto

»Aarhusianerne kan forvente god gammeldags standup, som bygger på historier fra mit eget liv om åndssvage eller kedelige episoder, eller folk jeg kender,« siger Brian Lykke i en telefonforbindelse til Århus Onsdag.

Han taler om det show, han har med i Musikhusparken fredag 9. juli. Mens vi taler sammen, går han ud af familiens lejlighed i København for at lufte sin hund, inden han skal nå til dagens første møde klokken 9.30. Samtidig fortæller komikeren, at han i hele sit liv har levet sig ind i forskellige roller.

»Som ung i Silkeborg legede vi altid, at vi var berømte fodboldspillere, når vi løb på banen mod for eksempel Galten. Maradona og det vilde Napoli var med os, så vi slog korsets tegn og havde tape om anklerne. Alle 15 tilskuere så underligt på os, når vi kyssede byskjoldet og jublede vildt efter en scoring,« husker han.

Det er en skandale, at man lader de små vandværker køre på dispensationer, selv om vandet er forurenet. Virkeligheden overgår fantasien. Måske har vi ikke rent drikkevand om 10-20 år, fordi folk derude selv skal betale for at få renset landsmændenes gødning ud af vandet. Det er helt forrykt.

Brian Lykke, komiker

Helvedes meget arbejde

I dag kender vi ham for et hav af sjove karakterer. Lige nu er han aktuel som Brille i ’Onkel Rejse fede sommerferie’, i foråret var han den gode barndomskammerat, Ralf, i serien ’Guru’, og i podcast-universet hærger han for tiden landet som en temmelig talentløs men meget selvbevidst radiovært, Allan Sindberg, i ’Undskyld vi roder’. Og ind imellem det spiser han en masse Spangsberg-flødeboller i reklameblokken.

»Det er en ret tilfældig timing, at der bliver sendt en række ting på næsten samme tid. Det er alt sammen frugten af helvedes mange arbejdstimer. Nogle tror, at komikere ligger på sofaen fra mandag til fredag, hvor de går på scenen, men sådan er det ikke,« ler han, der især er glad for den store succes, som ’Undskyld vi roder’ er blevet.


»Vi havde sikkert 0 lyttere til den første podcast, og så er det vokset helt organisk nedefra. Jeg kan sige ærligt, at det er jeg virkelig glad for og stolt over.«

Før vinterferien var podcasten nået op på over 100.000 lyttere, hvilket er mere end Radio Louds 86 podcasts tilsammen, og siden er tallet vokset eksplosivt.

Serien handler om opbygningen af en ny radiostation et fiktivt sted i Jylland. R8Dio hedder den, hvilket udtales som radio på engelsk. 8-tallet er valgt, fordi det er dobbelt så godt som 4-tallet i R4dio – Radio4, der holder til på Banegårdspladsen i Aarhus.

Skandalen om drikkevand

»Vi tager pis på den skandale, det var at lukke Radio24syv og give bevillingen til Radio4 og Loud. Og vi vil rent faktisk åbne Danmarks første kommercielle taleradio og ikke bare joke om det i podcasten. Jeg kan ikke fortælle præcis hvor eller hvornår, men man behøver ikke have fine lokaler og masser af udstyr for at lave radio. Vi begyndte med to håndholdte mikrofoner til 1200 kroner og har sendt fra hvor som helst – også under corona,« siger Brian Lykke, der tilbragte perioden med nedlukning i en lille landsby, Vedsted, på Sjælland, fordi han og konen gerne ville leve landligt og sundt med deres to døtre.

De er dog for nylig flyttet tilbage til København, blandt andet fordi den pligtopfyldende Brian Lykke, pludselig blev valgt som formand for det lokale vandværk og opdagede, at vandet der er fuldt af pesticider. Den oplevelse har han lavet satire over i endnu en podcast, ’Livets Vand’, for vandværkshistorien er lige så vanvittigt som den håbløse prioritering af støtte til radiostationerne.

»Det er en skandale, at man lader de små vandværker køre på dispensationer, selv om vandet er forurenet. Virkeligheden overgår fantasien. Måske har vi ikke rent drikkevand om 10-20 år, fordi folk derude selv skal betale for at få renset landsmændenes gødning ud af vandet. Det er helt forrykt,« fastslår Brian Lykke ophidset.

Han arbejder på at gøre ’Livets Vand’ til en tv-serie, og selv om han for nylig fik et afslag fra en tv-station, der ikke vil være med, er han fast besluttet på at føre det ud i livet.

Den sande satire

»Både ’Undskyld vi Roder’ og ’Livets Vand’ kan noget særligt. De har begge noget på hjerte. Vi er ikke hyret af nogen men har selv lavet det fra bunden. Sådan kan man lave virkelig god satire,« mener han.

Det er Brian Lykke ikke ene om. ’Undskyld vi roder’ vandt prisen som Årets Satire i 2020. Den modtog han sammen med sin faste makker, komikeren Kasper Nielsen.

Han spiller rollen som radiodirektør Klavs Bundgaard, der er dybt forgabt i sin programchef, Allan Sindberg. De to figurer lyder umiskendeligt som nogle fra Hammel-kanten, hvor Brian Lykke kommer fra. Han bruger i allerhøjeste grad dialekten i rollen som Allan Sindberg.

Programchefen minder i det hele taget om Brian Lykke på flere måder. Blandt andet har de passionen for gode croissanter og en evig lyst til at spise snacks til fælles.

»Jeg kan ikke komme til Aarhus uden at skulle på La Cabra og have deres fantastiske kaffe og vidunderlige croissanter. Jeg holder også meget af dem fra Briancon. Dels er det jo et fantastisk navn, men de smager også virkelig godt,« roser komikeren de aarhusianske udgaver af det franske brød.

Blev gift i Aarhus

Brian Lykke blev gift med sin hustru i 2019 i Aarhus, og siden har de ind imellem tjekket ind på Hotel Royal, når de skal væk fra hverdagen og slappe af. Så går turen gennem Latinerkvarteret og op til Jægergårdsgade. Aftensmaden indtages på Hærværk eller, når det skal være rigtig fint, på Frederikshøj.

»Det er vores get away. Jeg synes bare, at det er fedt, at Aarhus bilder sig selv ind, at den er en storby. Man kan ses i løbet af tre minutter, selv om den ene står ved Magasin og den anden i Jægergårdsgade, og det gør livet dejligt nemt,« mener manden, der glæder sig til at vende tilbage på scenen i Musikhusparken.

Han kommer ikke som nogen af de mange figurer, vi kender ham fra, men som sig selv. Han har arbejdet med standup de seneste 10 år og vil for eksempel underholde med, hvordan det ser ud, når hans mor glider i et firben på Gran Canaria.

Læs også

Del artiklen