Forskere og en cirkusdirektør om vores misbrug af kloden: Det er svært at se, hvordan hverdagen kan opretholdes

25 vidt forskellige skribenter har bidraget til en bog om at opføre sig ordentligt i en verden, vi er ved at bruge op. De holder en række speed-foredrag i Domen.

Artiklens øverste billede
Christian Dietrichsen er medstifter og daglig leder af tænke- og handle-tanken, Væredygtighed. Den har nu udgivet en ny bog, som har ikke færre end 25 forfattere - blandt andre Steen Hildebrandt og Preben Mejer. Foto: Gerd Medom Madsen

Skovene brænder, stormene raser og masser af arter uddør. Menneskets evige jagt på vækst koster kloden dyrt, så noget må der gøres, mener Christian Dietrichsen, der er medstifter og daglig leder af tænke- og handle-tanken, Væredygtighed.

Han er med til udgive en ny bog: ”Væredygtighed - indersiden af bæredygtighed”.

Bogen har indspark fra 25 vidt forskellige skribenter, der hver især har deres bud på, hvad vi bør ændre, og hvordan man opfører sig væredygtigt

1. oktober kan man høre 14 af dem forklare det ved et åbent og gratis arrangement i den bæredygtige Domen på Aarhus Havn.

Fra æsler til it-etik

De 25 bidragsydere tæller som nævnt forskere og filosoffer, en kvindelig landmand med et portugisisk permakulturelt landsted med æsler og geder og den tidligere cirkusdirektør og stifter af Gøglerskolen i Aarhus. De hedder blandt andet Steen Hildebrandt, Preben Mejer, Anne Marie Pahuus, Laura Storm og P.C. Asmussen.

Både den digitale frontløber, universitets-professorerne, naturformidleren og lederne forholder sig til vores måder at opfatte og agere i en verden, som vi presser på ressourcer.

»Nogle vil i Domen tale om natur versus menneske. Det gør for eksempel forsker Ramus Ejrnæs og aktivisten Nina Tofte. Preben Mejer taler i en anden retning, nemlig om det etiske i forhold til den digitale branche, der kører der ud ad,« siger Christian Dietrichsen.

En anderledes verden

Jeppe D. Graugaard er en af bidragsyderne til bogen. Han er forsker og underviser på blandt andet Ry Højskole.

Hans kapitel hedder ”Fremtidens dannelse er væredygtig”.

»Den globale opvarmning er ikke bare et problem, vi kan eller skal ”løse”; det er en virkelighed, vi endnu ikke helt har forstået. Vores nuværende fysiske og mentale infrastrukturer er så ude af trit med en fremtid, hvor jorden i gennemsnit er to, tre eller fire grader varmere, at det er svært at se, hvordan hverdagen anno 2021 vil kunne opretholdes,« skriver han.

Jeppe D. Graugaard mener, at kløften mellem nutidens og fremtidens levevilkår er så enorm, at det næsten er ufatteligt, og det derfor kommer til at føles uvirkeligt. Og ingen kan være i det ufattelige eller uvirkelige uden at miste jordforbindelse. Derfor er opgaven nu, at forstå, hvorfor kloden opvarmes, for først da, kan man gøre noget ved det.

Det kalder ifølge forskeren på en dannelse af de unge, fremtidens voksne, så de kan håndtere begrænsninger, tab af kontrol og problemer med mere end en løsning.

»Vi bliver nødt til at være anderledes, hvis vi vil skabe en anderledes verden. Det er selve vores verdensbillede, vores natursyn og vores selvopfattelse, der må omstilles, hvis vi skal gøre os håb om at bevare fungerende fællesskaber og samfundsstrukturer på en varmere planet,« mener Jeppe D. Graugaard.

Den gode måde

Christian Dietrichsen har arbejdet med begrebet væredygtighed siden 2015 og definerer det som en måde at være til stede i en verden, der har brug for bæredygtighed.

»Man kan formulere væredygtighed som dannelse, ordentlighed, etik og nærvær. Det handler om vores indre - om vores måde at opfatte os selv og verden på. Bæredygtighed der imod er i det ydre og handler om at skabe nogle samfundsstrukturer, der bringer planeten i en bedre balance,« forklarer væredygtighedsfortaleren.

Christian Dietrichsen bruger to kendte og meget forskellige fodboldtrænere som at billede på væredygtig. Han sammenligner den tyske træner, Peter Hyballa, som for nylig blev fyret i Esbjerg for sin magtudøvelse, og den succesfulde danske landsholdstræner, Kasper Hjulmand.

»De havde begge det samme mål: At vinde flest mulige kampe. Men de valgte to vidt forskellige metoder. Kasper Hjulmand er væredygtig og har fokus på at spillerne skal være i balance, og hvordan mennesker fungerer bedst. Peter Hyballa der imod tog tilsyneladende ikke de store hensyn til sine omgivelsers velbefindende. Han forsøgte at presse sin mål igennem, og det lykkedes ikke,« forklarer Christian Dietrichsen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen