Er du rigtig klog? Guide til barquizzer i Aarhus
Hver uge lægger byens barer og caféer op til grin, hygge og benhård konkurrence med deres store udbud af quizzer. En af dem har den sidegevinst, at deltagerne finder sit livs kærlighed. Århus Onsdag guider dig til den og fire andre helt forskellige steder.

Aarhusianerne elsker at quizze. På Tir Na Nog har de gjort det siden 2004, hvor walisiske Stephen Hutchings indførte en ugentlig quiz, som han stadig kører i dag og som har en helt særlig sidegevinst.
Studenterhuset mener at have byens sværeste quiz, på Café Guldhornene er de kulturelle, mens Café Lima i denne uge går med uhygge og Halloween.
Århus Onsdag guider dig her til fem meget forskellige quizzer:

Bar-quiz om dansk kultur
Café Guldhornene
På onsdage kl. 19
Bodega Quiz fungerer ligesom den almindelige quiz alle kender - og så alligevel ikke. Café Guldhornene har nemlig samlet en bunke spørgsmål om Danmark og dansk kultur og krydret dem med sjove, finurlige og mærkelige bonusspørgsmål.
Stedets quizværter står selvfølgelig klar til at besvare eventuelle spørgsmål og sørger samtidig for en masse gak og løjer undervejs.
Og mans kal ikke tøve med at melde sig, hvis der pludselig skal bruges én eller flere frivillige. Det giver mulighed for at vinde shots til hele bordet i en hurtig dyst!
Der er lagt op til en gakket quizaften på Cafe Guldhornene!

Byens sværeste quiz
Studenterhus Aarhus
Hver anden mandag – næste gang 1. november, kl. 20
Uanset om solen skinner eller sneen falder, er der god stemning og øl på spil ved Pub Quiz i Studenterbaren hver anden mandag kl. 20.
Kategorierne spænder vidt, og dækker over alt fra aktuelle nyheder til kunst, Finland, filmcitater, 1980’er-musik og meget, meget mere.
Studenterbarens Pub Quiz er den nok den sværeste i Aarhus.
Nogle gange er kategorierne lette, andre gange provokerende svære.
Der er ni kategorier i quizzen, og to af dem er faste – musik og billeder.
Resten af kategorierne skifter fra gang til gang, så man ved aldrig hvad man kan forvente.

Halloween-quiz
Café Lima
Torsdag 28. oktober, kl. 19.30
Café Lima har tilbagevendende quiz-aftner og denne har et aktuelt og meget skræmmende tema: Halloween.
Quizzen bliver i uhyggens tegn. Den vil ære musikere og bands, der har forskrækket og chokeret på deres vej ind i folks hovedtelefoner.
Det kan være alt fra musikken selv og kunstnerens æstetiske udtryk til skræmmende hændelser i kunstnerens karriere, der definerer spørgsmålene.
Derfor gør man klogt i at læse op på alt halloween-agtigt til Handsome Halfdan’s Musikquiz.

Kærligheds- og musikquiz
Tir na nóg
Torsdag 28. oktober, kl. 19
Stephen Hutchings står for quizzen og har gjort det siden 2004, hvor Tir Na Nóg åbnede.
Han står hver uge klar med 45 nye spørgsmål, der for flere har haft en uventet men dejlig konsekvens: De har fundet deres udkårne.
Faktisk er Stephen Hutchings gennem årene blevet inviteret med til syv af gæsternes bryllup, fordi parrene har mødt hinanden på quizaftnerne.
Der er tre runder: Fotoquizzen, hvor man gætter kendisser, almenquiz og musikquiz.
Mange af gæsterne er med uge efter uge i årevis. Der bliver talt og grinet meget og man kan risikere at blive venner med nogle af de andre deltagere.

Musikquiz
Dokk1, Hjørnet
Lørdag 30.oktober kl. 14-15
Her kan man teste sin viden om musikkens oprørere: Rebeller og provoer
Rocken, punken og metalhistorien er fuld af legendariske provokatører og vildskab, men også poppen og folkemusikken, ja, selv den klassiske musik har sine oprørere.
Det bliver der spurgt ind til på denne dag, som gør det muligt at være med i musikquizzen og blære sig med sin viden og hygge sig med de andre musiknørder.
Præmien er som altid lakridspiber.