Så imponerende bliver årets julelys i Tivoli Friheden

Der bliver bestemt ikke sparet på lysene, når Tivoli Friheden i næste måned inviterer julehyggen ind i den aarhusianske forlystelsespark.

Artiklens øverste billede
Foto: Martin Castellano

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Sæsonens mørke bliver skiftet ud med strålende julelys, julekugler og julemagi, når Tivoli Friheden trykker på julekontakten. Der vil være en 70 meter lang lystunnel med intet mindre end 50.000 julelys. Gæster kan skøjte under Sky Tower - det 65 meter høje tårn, hvor Danmarks måske største juletræ står. Lyst op af 2,1 kilometer lyskæder i grannålene.

Det skriver Tivoli Friheden i en pressemeddelelse.

Julemusik og underholdning vil omslutte hele Friheden. Børn kan hviske deres ønsker til julemanden, som vil være at finde i Julemandens by. De kan også gå på opdagelse i det travle værksted, hvor alverdens pakker skal have papir og sløjfe på.

»På grund af de svære coronarestriktioner sidste år blev Jul i Friheden ikke, som vi havde håbet, og vi gør derfor ekstra meget ud af det i år for at sprede den gode julestemning. Vi glæder os i særdeleshed til at se begejstringen danse i børnenes øjne, når de bliver mødt af tusindvis af julelys, nisser og selveste julemanden,« siger Morten Palm Andersen, salgs- og marketingchef.

Pjerrot vil igen vise sit hvidmalede ansigt og underholde med et helt særligt show i julens ånd for årets besøgende.

Udvalgte forlystelser vil trodse kulden og holde åbent. For eksempel pariserhjulet hvor landskabet af julelys vil kunne ses fra oven.

En anden tradition holdes også i hævd. Bodebyen ligger atter inde med et hav af julesager og godter, gaver og varme drikke til kolde hænder; gløgg og kakao med flødeskum, æbleskiver til de lækkersultne. Derudover vil en række madboder stå klar med klassikere: Churros, burgere og fish’n’chips.

mw

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen