20 år efter kan hun endeligt åbne ny butik i Aarhus

En ny butik har afløst frisørsalonen gennem 25 år i historiske lokaler i Jægergårdsgade ved siden af Fætters Eftf., der har været der i 50 år.

Artiklens øverste billede
Marianne Birkmose vil i sin nye butik, Birk Interiør, gerne formidle en oplevelse af en hyggelig og inspirerende dagligstue. Som et sted med lækre materialer og interessante detaljer, der giver ro. Foto: Tahmasbi

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

For 20 år siden købte Marianne Birkmose og hendes mand ejendommen i Jægergårdsgade 5 for at bo i den lejlighed, der ligger over de to små butikker i stueetagen.

I gennem de sidste 25 år har forskellige frisørsaloner været lejere i lokalet, der oprindeligt var et bageri og som samtidig har Fætter’s Eftf. som nabo. Den butik har holdt til i ejendommen i 50 år.

I sommer rykkede frisøren ud og Marianne Birkmose fik chancen for at udleve en drøm, hun hele tiden har haft, om at åbne sin egen butik.

»Jeg har talt så meget om det, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det - eller opgive drømmen. Lejemålene i Jægergårdsgade er populære, og hvornår ville det blive en mulighed igen? Så valgte jeg at springe ud i det,« siger Marianne Birkmose, der flyttede fra Jægergårdsgade, da hun fik børn men som nu igen har sin daglige gang i nummer 5.

Hun er uddannet ergoterapeut og var ansat i Aarhus Kommune som konsulent i Sundhed og Omsorg. Jobbet blev sagt op og ergoterapeuten blev butiksejer.

Den nye interiørbutik ligger i Jægergårdsgade 5, der de seneste 20 år har huset en frisørsalon. Naboen er Fætters Nøglebar. Foto: Anne Strange

Terrazzogulv og fine paneler

Birk Interiør åbnede 18. november, men først var Marianne Birkmose og hendes familie igennem et stort arbejde med istandsættelse af den tidligere salon. De skulle igennem tre lag linoleum og et ramponeret trægulv, før de fandt frem til det smukke og velbevarede terrazzogulv, som nu kan opleves i butikken.

Også detaljer som et gammelt originalt vindue ud til gården dukkede frem bag gamle gipsplader - og mod Jægergårdsgade viste det sig, at butiksvinduet er indrammet af smukke paneler, som gemte sig bag tunge, nedsænkede lofter.

Nu er de mange lag skrællet væk og moderne farver og en enkel indretning tager imod kunderne i den hyggelige butik.

»Jeg gik i gang med en vis bæven. Jeg har ingen erfaring med at drive butik i, men allerede nu efter 14 dage, har jeg ret meget ro i maven. Her har været meget liv, et fint salg og mange positive tilkendegivelser. Faktisk har alle rost min butik, selv om jeg ikke kender dem elle spørger til, hvad de synes,« siger Marianne Birkmose.

Jeg har talt så meget om det, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det - eller opgive drømmen. Lejemålene i Jægergårdsgade er populære, og hvornår ville det blive en mulighed igen? Så valgte jeg at springe ud i det.

Marianne Birk, ejer af Birk Interiør

Marianne Birk har ambitioner om at lave tema-aftener i butikken med kunsthåndværket i centrum, og hvor kunderne lærer at lave produkter. Foto: Tahmasbi

Håndplukkede varer

Hun er en kreativ person og har valgt at bruge sin store interesse for det gode håndværk til at åbne en interiørbutik, hvor hun har valgt en række varer, som hun håber vil være nye for mange.

»Jeg har forsøgt at håndplukke noget, der ikke er her i området i forvejen. Alt sammen er noget, som har en god historie og som er brugbart. For eksempel skal kopperne ikke bare se godt ud men være gode at drikke af. Udtrykket skal være enkelt, roligt og hyggeligt,« forklarer Marianne Birkmose.

På hylderne finder man blandt andet damebeklædning og tasker og puder fra Elli and Ivy, der stammer fra Ry. Og keramik fra Tybo, der er fra Djursland, og som er gået i samarbejde med sin designuddannede datter, der har sat et nutidigt præg på hans nordiske stil.

Desuden er der snedkermøbler, som blandt andet er lavet i landsbyen Troldhede tæt på Boris i Vestjylland, som butiksejeren stammer fra. På væggene er der farverige, printede plakater og originale tryk fra blandt andre tre aarhusianske kunstnere.

»Jeg vil gerne formidle en oplevelse af en hyggelig og inspirerende dagligstue. Som et sted med lækre materialer og interessante detaljer, der giver ro,« forklarer Marianne Birkmose.

Hun har ambitioner om også at lave tema-aftener i butikken, hvor kunderne kan binde kranse, lave læderprodukter eller få strikkeinspiration. Derudover lancerer butikken i løbet af vinteren også et online univers.

Læs også

Del artiklen