Elle Belle er en ny madbar i budget-kategorien i Aarhus

Aarhusianerne kan 15.-18. december teste et budget-måltid på Åboulevarden i en ny madbar, Elle Belle. Den åbner i januar og restaurant SyvNi13 står bag.

Artiklens øverste billede
Elle-fladbrød med jomfruhummer og tomat bliver en af de retter, man kan få på det nye spisested på Åboulevarden. Foto: Elle Belle

Det nye spisested, Elle Belle, vil skabe en budget a la carte-madbar uden et fast menukort og med en uformel stemning, hvor man selv går op til baren og bestiller sin mad. Retterne vil koste 50-120 kroner.

Aarhusianerne får en chance for at spise på Elle Belle allerede 15.-18. december, hvor ejerne har valgt at teste nogle af retterne og konceptet, selv om de ikke er 100 procent klar til at åbne.

Elle Belle slår for alvor dørene op 5. januar og er drevet af ejerne bag restaurant SyvNi13, der ligger i Frederiksgade. Den byder på social dining og åbnede i 2019.

Tre unge gutter, Kalle Jensen, Asbjørn Kyed og Frederik Hejberg, der er i slutningen af 20’erne, står bag begge spisesteder.

Elle Belle bliver uden et fast menukort, og kan derfor skifte retter fra dag til dag. Til gengæld vil den have fokus på madspild og gøre plads til gode og festlige madoplevelser hos det yngre publikum.

Bestil selv maden

Der er fokus på at skabe en uformel og festlig stemning med mere upbeat musik og retter til rimelige priser. Det betyder også, at der vil være knap så meget personale på spisestedet, at de ikke nødvendigvis kan guide gæsterne til den helt rigtige flaske vin, og at man selv skal bestille maden ved baren.

På den måde bliver stemningen også mere løs og afslappet end på SyvNi13, der i højere grad er blevet et fine dining-koncept.

»Det er vigtigt for os at skabe et uformelt sted, der ikke tager sig selv for højtideligt, men hvor vi selv har lyst til at gå ud og spise. Og føler sig tilpas i det. Jeg har ikke altid selv lyst til at tage pænt tøj på og sidde igennem flere timers mad, men det er vigtigt, uanset hvor jeg er, at jeg kan forvente at få god mad – også hvis jeg bare skal have en enkelt eller to snacks til en drink eller øl, inden jeg skal videre i byen. Så den mulighed vil vi forsøge at give aarhusianerne,« siger Kalle Jensen.

Kalle Jensen, Asbjørn Kyed og Frederik Hejberg står bag restauranten syvni13 i Frederiksgade og åbner nu også Elle Belle på Åboulevarden. Pressefoto

Lavest mulige pris

Men det nye sted vil alligevel ikke afvige helt fra moderrestauranten. Det vil nemlig fortsat være små, delevenlige retter og fokus på sæsonråvarer af god kvalitet.

Særligt vil retterne bestå af fisk-, skaldyr- og grøntsagsretter, så der vil være masser for folk, der ikke spiser kød. Modsat SyvNi13 vil Elle Belle også være åbent til frokost.

»Vi er meget fokuseret på at skabe et så godt produkt som muligt til den laveste pris muligt. Vi bruger derfor kun sæsonråvarer, som vi synes er af en høj nok kvalitet. Hvis vi løber tør, melder vi udsolgt, og hvis vi har råvarer i overskud, bruger vi det til nye retter, der måske kun eksisterer indtil vi har brugt hvad, der er tilbage,« fortsætter Kalle Jensen.

»På den måde undgår vi at smide store, unødige mængder mad ud. Af samme årsag vil der også være stor udskiftning i vores drikkevarer, da vi forventer at aftage nogle af vores leverandørers restpartier.«

Fleksibel menu

I alt vil det varierende menukort bestå af omkring 13-16 retter. Lige som menuen kan ændre sig fra dag til dag, vil priserne gøre det samme alt afhængig af, hvad der er på menuen, og holdbarheden af de enkelte råvarer, så de også på den måde undgår at skulle smide mad ud.

Den aktuelle menu vil dagligt blive delt via Elle Belle’s Instagram-profil.

Drikkekortet vil bestå af primært natur- og økologisk vin, et bredt udvalg af special- og alkoholfri øl på dåse og flaske samt klassiske cocktails og hjemmelavet juice.

Læs også

Del artiklen