Lokale kræfter i Bering trommer til hygge og handel
Området omkring kirken er lørdag 21. maj omdannet til en stor og livlig markedsplads.

Bering Gymnastik og Teater og Bering Valgmenighed afholder lørdag 21. maj kl. 10-15 markedsdag for hele familien ved Bering forsamlingshus.
Området omkring kirken, præstegården og forsamlingshuset bliver denne lørdag forvandlet til en livlig markedsplads med boder til køb og salg af genbrugsguld, musikalsk underholdning på pladsen, legeaktiviteter for alle aldre, kaffe og kage, øl og pølser, hyggelig snak med folk fra nabolaget, åben kirke og fællessang i kirke-kaffeteltet
Der vil være mulighed for at gøre sig en god handel blandt de mange loppeartikler i private og foreningernes egne kræmmerboder. Inde i selve forsamlingshuset vil der i løbet af dagen være redskabsbane i gymnastiksalen til fri leg. Ude er der skattejagt, havespil og flødebollekast.
Der er tombola hele dagen med gode præmier, og kl. 11 er der ”Kirken i børnehøjde” med præst Helle Nørby. Her kan familier opleve Bering Kirke på en helt ny måde, i en afslappet stemning. Folkemusikerne i bandet Arosimus spiller løbende folkemusik og skaber stemning i løbet af dagen. Elsker man at synge, er der kl. 13 fællessang fra højskolesangbogen.
gs