Verdensbilleder, koncerter og dronningen på Bispetorvet
”Verdensbilleder” byder fredag 3. juni på gratis koncerter og lørdag 4. juni kommer dronning Margrethe på besøg.
Når H.M. Dronning Margrethe fejres i Aarhus under sit sommertogt, holder butikkerne i Aarhus City samtidig længe åbent fredag 3. juni, og alle inviteres til gratis koncerter og underholdning på Bispetorvet i eftermiddags- og aftentimerne.
Der er lagt op til en hyggelig og underholdende eftermiddag og aften i Aarhus City under dette års Verdensbilleder. Efter to års dvale under Covid-19-pandemien vil der nemlig igen være gratis oplevelser og underholdning på Bispetorvet, og i år byder programmet blandt andet på koncert med Chief 1, Anna David og Kári fra dette års X Factor.
Derudover vil der være musikalske optrædener af Christian Brøns, Albert Heath, Selina Alay og Maria Donna samt familieunderholdning og tryllerier med tryllekunstner Birger Vest.
Alle oplevelser dagen og aftenen igennem er ganske gratis for alle. Samtidig står byens butikker klar med aftenåbne døre til kl. 22.
Dronningen i byens butikker
Lørdag 4. juni klokken 10 har direktøren i Aarhus City Forening, Claus Bech, æren af at modtage Dronning Margrethe på Store Torv, når hun besøger byen i forbindelse med sit sommertogt.
Direktøren glæder sig meget til besøget på både foreningens og handelslivets vegne:
»Det er en stor ære og på handelslivets vegne at få lov til at byde velkommen til Dronning Margrethe samt være en del af hendes besøg her i Aarhus, og samtidig er besøget en stor cadeau til byens detailhandel, dets medarbejdere og bylivet som helhed,« siger han.
Dronningen skal besøge de to butikker Kristian F. Møllers Boghandel og skobutikken Roccamore på Store Torv, hvorefter hun kører videre til Salling. Der skal Hendes Majestæt besøge den nye bypark Salling Roofgarden på toppen af Salling.
gs