På opdagelse i verdens mindste storby
Fra 1. juli til og med Festugens afslutning sætter AarhusGuiderne ekstra fart på og tilbyder daglige byvandringer og rundvisninger med forskellige temaer.
AarhusGuiderne tæller omkring 50 erfarne og veluddannede guider, der glæder sig til at give gæsterne en god oplevelse på de mange byvandringer og rundvisninger.
»Vores tirsdagstur ’Aarhus – Verdens mindste storby’ kommer rundt til mange af de største attraktioner og giver en god introduktion til byen. Vi lever jo fint op til det gamle turistslogan, da vi på én gang har alle storbyens faciliteter og samtidig er en hyggelig og overskuelig by med skov og strand lige i nærheden,« siger formand for AarhusGuiderne, Carl Ancher Pedersen, i en pressemeddelelse, og han tilføjer:
»Turen gennemføres også på engelsk og tysk på grund af de mange udenlandske gæster, der heldigvis er talstærkt tilbage igen denne sommer.«
Fra byliv til slot
På turene I vikingernes fodspor og Aarhus i 1200 år går AarhusGuiderne lidt mere historisk til værks, og på programmet er også den populære Kunst i gaden-tur og Rundt om Aarhus Ø med fokus på arkitektur og byliv i den nye bydel.
Når den kongelige families ferie i Aarhus slutter 21. juli, er der desuden to ugentlige rundvisninger i den smukke Marselisborg Slotspark med de mange skulpturer.
AarhusGuiderne viser i sommerferieperioden rundt på Aarhus Rådhus både tirsdag, torsdag og lørdag inkl. tårnopstigning. Hvis man kun ønsker en kort panoramatur i tårnet, er der også mulighed for det.
»Hovedmanden bag rådhuset, Arne Jacobsen, er jo kendt som arkitekt og møbeldesigner både herhjemme og i udlandet. Derfor tilbyder vi også rådhusrundvisninger på både engelsk og tysk i løbet af ugen,« fortæller Carl Ancher Pedersen.
Turprogrammet kan ses på www.aarhusguiderne.dk. og billetter til samtlige ture kan købes via www.fo.dk.