Karin Salling genoplever sin ungdom i Den Gamle By: Jeg var kun en pige

Når Karin Salling går ned ad den nye gågade i Den Gamle By er det som at gå i barndommens gade - og det får hende til at hoppe fra felt til felt på de skakternede fliser og mindes en anden tid.

Artiklens øverste billede
En tur ned ad 1974'er-gågaden i Den Gamle By er for Karin Salling en tur i barndommens gade. Hun er født og opvokset i Randers, og netop der blev Danmarks første gågade etableret med sine karakteristiske skakternede fliser. Foto: Tahmasbi

Den Gamle By har for nylig indviet en ny gågade, der er udformet som Danmarks første. Den åbnede i 1963 i Houmeden i Randers, som Karin Salling er født og opvokset i. Når hun går en tur i museets version af gågaden, vækker det minder om en god og tryg barndom.

Karin Salling flyttede som ung til Aarhus og blev i 1977 gift med Herman Salling. Den 79-årige enke er i dag kendt som næstformand i Salling Fondene, der uddeler millioner af kroner til godgørende og kulturelle formål. Den opgave, som Herman Salling inden sin død sørgede for at hun fik, har gjort hende meget kendt og utrolig populær.

Trods sin status er købmandsenken både ydmyg og privat. Hun har takket nej til bogforlag, der vil lave portrætbøger om hende, og hun drejer i alle samtale spotlyset væk fra sig selv ved at fremhæve andres gode indsats. Så når hun går denne tur i Den Gamle By sammen med Århus Onsdag er det ikke for at øse ud af sin historie men for at støtte museets gågade-initiativ og gøre det, hun er så utrolig god til: At dele.

Derfor vandrer vi 60-70 år tilbage i tiden og møder den jordnære og gæve pige fra Randers, der voksede op i en tid uden ligestilling og som måtte gå egne veje for at opnå det, hendes bror bare fik foræret.

Gågadens belægning er en slags labyrint, som man kommer sikkert igennem ved at gå på de hvide felter. Karin Salling udfordrer straks konceptet og kaster sig uden betænkning ud i et forsøg på at springe mellem de spredte sorte felter. Foto: Tahmasbi

Den historie og mange flere vælter op af de skakternede fliser, der er mage til dem, der prægede gågaden i Randers i årtier. De er lagt som en labyrint, så man kan komme fra den ene ende af gågaden til den anden ved at gå på de hvide fliser. Men for Karin Salling er det som at gå i sin barndoms gade og hun forsøger straks at udfordre konceptet og i stedet kun at gå på de få sorte fliser.

»Argh, man behøver da ikke gå på de hvide - man kan da også vælge at gå på de sorte. Det kræver bare, at man springer de hvide felter over,« siger Karin Salling og kaster sig uden betænkning ud i forsøget.

Man skulle tro, at 79 år og et par stiletter ville gøre opgaven helt umulig, men ikke for hende. Hun springer, som om vi er i 1960’erne, fra det ene sorte felt til det andet. Og kluk-ler.

Jeg har ikke selv været særlig husmor-agtig, men jeg lavede da mad til Herman i 30 år. Nogle gange sagde han: Det smagte meget godt, men det behøver du ikke lave igen. Og da jeg mistede ham, holdt jeg op med at lave mad. I dag kan jeg slet ikke huske, hvordan man gør.

Karin Salling, næstformand i Salling Fondene

Medister fra bunden

Vi forsætter et øjeblik efter adstadigt - som intet er hændt - og går ind i slagterbutikken for at studere udvalget. Karin Salling husker fra sin barndom, hvordan hendes mor fik en halv gris til jul og at hun lavede en lang række retter fra bunden af den.

»Hun stod og stoppede det hakkede kød ned i tarmene. Hun lavede i det hele taget alt muligt. Det var før køleskabe blev almindeligt, så madvarerne kom ned i den kolde kælder. Den gang var man ikke så nøje med sidste udløbsdato,« husker enkefruen.

Karin Salling voksede op på Trekronervej, der var en sidegade til Nørrebrogade i det nordlige Randers. Dengang var der marker fra villavejene og ud mod kasernen, der næsten lå på landet.

I hjemmet var der ud over god mad i form af flæskesteg, koteletter og medister også masser af glæde. Huset havde hendes far opført og indrettet til familien.

»Jeg plejer at sige, at min mor var kærlighed, og min far var tryghed. Sådan føltes det,« forklarer kvinden, der er vokset op i en tid med husmor-rollen som en dyd.

»Jeg har ikke selv været særlig husmor-agtig, men jeg lavede da mad til Herman i 30 år. Nogle gange sagde han: Det smagte meget godt, men det behøver du ikke lave igen. Og da jeg mistede ham, holdt jeg op med at lave mad. I dag kan jeg slet ikke huske, hvordan man gør,« siger Karin Salling, der på flere måder har brudt med traditionerne.

»Her har jeg haft en rigtig hyggelig aften sammen med min ven, Ole, der skabte Bent J. Han købte et gammelt mejeri og byggede det om til det fantastiske spillested, som det blev til,« siger Karin Salling. Foto: Tahmasbi

Kun et enkelt broderi

Hun vender sig om, og hendes blik falder på broderiforretningen. Hun har stort set ikke noget forhold til håndarbejde og er aldrig kommet i sådan en butik. Men hun kommer i tanke om, at hun har broderet en eneste ting i sit liv, og det var til hendes livs kærlighed: laksefiskeren, Herman Salling.

»Jeg har præsteret at sy en enkelt ting, og det var en klokkestreng med laks på til ham. Den har jeg siden givet til en veninde,« siger Karin Salling, der ikke har de store følelser bundet i den præstation.

Samme skæbne er overgået de to eneste trøjer, hun har strikket i sit liv.

»De var også til Herman. Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt ud af det, men de var med snoninger og alt muligt. Jeg fandt dem nogle år efter, han ikke var her mere, og var lidt overrasket over detaljerne i dem. Jeg har givet dem væk,« siger hun og bliver i samme øjeblik mere optaget af farvehandlen på den anden side af gaden.

Ikke fordi hun nogensinde malede eller handlede i sådan en, men fordi hun tydeligt husker den store farvehandel i en sidegade til Torvegade i Randers.

»Jeg kendte ham, der drev farvehandlen, for han gik på jagt sammen med min far. Det gjorde jeg også, efter at min far havde lært mig at jage og fiske. Det brugte vi mange timer på, og vi havde mange hyggelige stunder,« mindes hun, der er noget yngre end sin søster og bror - en højt elsket efternøler.

Jeg kendte ham, der drev farvehandlen, for han gik på jagt sammen med min far. Det gjorde jeg også, efter at min far havde lært mig at jage og fiske. Det brugte vi mange timer på, og vi havde mange hyggelige stunder.

Karin Salling, næstformand i Salling Fondene
Der er 1970'er Festival i Den Gamle By 18.-19. september og 24.-25. september. Man kan blandt meget andet se biler fra den tid og prøve at køre i den mest populære: den lille runde folkevogns boble. Foto: Tahmasbi

En haj til at fiske

»Min forældre havde et sommerhus i Udbyhøj, og det var ofte der vi gik på jagt og fiskede. Jeg husker hvordan vi nogle gange hængte en lang række ål op under tagskægget og røgede dem - blandt andet ved at brænde brændenælder. UUhm hvor smagte de bare godt, når de var helt varme og friske.«

Karin Salling begyndte sin fiskerkarriere med at få sin egen lille robåd og at fange skrubber med hjælp fra sin far, der satte orm på for hende. Men hun avancerede hurtigt og blev som voksen en haj til at fiske. På det område slog hun sin passionerede mand, hvis lakserekord hun overgik med flere kilo og hvis dyre fiskestang hun måtte redde op af de norske laksefloder for ham.

Selv om hun og hendes håndværkerfar have mange hyggelige stunder sammen i naturen ved sommerhuset i Udbyhøj, syntes han ikke, at hun skulle have et jagttegn – for hun var jo en pige!

Karin Salling tog ikke en kamp op med ham om det, men sørgede i stedet selv for at få sig et jagttegn og bestod sammen med bare fire andre ud af en gruppe på 18. Da var hun 23 år - det var, fire år efter at hun var flyttet hjemmefra.

Snedkermesterens datter brugte samme taktik, da hun ville rette op en anden uretfærdighed, der overgik hende.

»Min bror røg ikke og fik derfor et kørekort, da han blev 18 år, af vores far. Vores storesøster røg, men ikke jeg, og forventede derfor at jeg også ville få et kørekort. Det skete ikke. Igen fordi jeg kun var en pige,« siger Karin Salling og ryster på hovedet.

Hun dvæler ikke længe ved den himmelråbende forskelsbehandling men trækker på skuldrene og siger:

»Så tog jeg da bare selv et kørekort, da jeg var flyttet hjemmefra. Det kunne han jo ikke sige noget til, men han blev da godt nok lidt lang i hovedet,« siger hun.

»Jeg tror, at han rent faktisk var stolt, for han havde jo opdraget mig til at klare mig selv,« funderer hun.

En af de mest tidstypiske personer i gadebilledet i 1970'erne var Det røde postbud. Sådan et har de naturligvis også i Den Gamle By. Han tilbyder at vise Karin Salling og Århus Onsdags respræsentant den smukke Aarhus Haandværkerforenings laugsal. Foto: Tahmasbi


En håndværker-datter

Vi går videre og lidt længere nede ad gaden møder vi en af 1970’ernes meget tidstypiske personer i gadebilledet: Det røde postbud. Sådan et har de naturligvis også i Den Gamle By, og den venlige mand er, som han siger, en del af det levende museum. Han tilbyder at vise os op i den smukke Aarhus Haandværkerforeningens laugsal.

Den er godt nok fra 1931 og før vores tid, men både avisens udsendte og Karin Salling er håndværkerdøtre, så vi siger ja tak.

»Min far var formand for Randers Snedkerlaug og æresmedlem i mange år. Han var meget aktiv og med til at forhandle overenskomstforhandlinger. Jeg mistede ham desværre allerede i 1993,« siger Karin Salling, da vi er nået op i den rigt udsmykkede sal via en meget smuk trappeopgang med ornamentisk terrazzogulv og lakerede træpaneler.

»Han drev et firma sammen med min onkel. De hed Andersen & Sørensen og var henholdsvis snedkermester og tømrer- og glarmester.«

Postbuddet, John Michael Sørensen, fortæller at laugsalen lå i Paradisgade i Aarhus, der hvor cafébiografen, Øst for Paradis, ligger i dag. De mange smukke detaljer er blevet flyttet og er sirligt stykket sammen igen i Den Gamle By.

Min bror røg ikke og fik derfor et kørekort, da han blev 18 år, af vores far. Vores storesøster røg, men ikke jeg, og forventede derfor at jeg også ville få et kørekort. Det skete ikke. Igen fordi jeg kun var en pige

Karin Salling, næstformand i Salling Fondene
»Man behøver da ikke gå på de hvide - man kan da også vælge at gå på de sorte. Det kræver bare, at man springer de hvide felter over,« siger Karin Salling og kaster sig uden betænkning ud i forsøget. Foto: Tahmasbi

Fotomodel og fotograf

Museet har i det hele taget gjort et stort stykke arbejde i at finde og genskabe vores fortid, så vi kan spejle os i den og mindes både gamle dage og nyere tider.

Det sker for eksempel, da vi kommer forbi gågadens fotoforretning.

»Jeg elsker at fotografere. Både med min mobil og med mit kamera. Det bruger jeg især, når jeg er på ferie, så jeg får nogle ferieminder med hjem,« siger kunstelskeren, der har en stærk visuel sans.

I en periode i sin ungdom arbejdede hun som fotomodel og siden er hun blevet fotograferet meget ofte ved de mange arrangementer, hun deltager i og ved de mange offentlige begivenheder, hun er en del af.

Sikkert af samme grund er hun utrolig nem at fotografere. Lyset falder flot lige på dette sted, så det er tid til at tage et par fotos. Hun placerer sig helt naturligt det rigtige sted i billedet med et åbent blik.

Efter en tur tilbage til fortiden er Karin Salling fuldstændig til stede i nutiden. Og klar til de næste gode oplevelser i fremtiden.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.