Nabo Kiosk åbner nyt: Kaj Kiosk er sejlernes nye bedste ven
Sejlerne og turisterne er begejstrede for den nye Kaj Kiosk med Berta-bagværk, unika-øl og slik fra vores barndom.
I weekenden barslede Nabo Kiosk med en lille ny, der ikke spor tilfældigt har fået fornavnet Kaj, og som naturligvis har efternavnet: Kiosk.
Kaj Kiosk er flyttet ind et af de charmerende og pictureske sorte huse på kajen ved Marselisborg Lystbådehavn. Der er god plads til at hænge ud i solen og nyde sejlerstemningen udenfor kiosken.
Præcis som far Nabo står Kaj for det gode naboskab, en afslappet stemning og lyst til at blive hængende. Og det er lige præcis det, turisterne og sejlerne på lystbådehavnen gør.
Børnefamilier spiser is, veninder nyder det gode bagværk fra surdejsbageren, Berta, og et par kammerater er kravlet i skyggen med hver sin kolde øl.
Det føles som sommer, sol og søndag her ved det kombinerede kiosk, kaffebar og snack-sted.
Bertas gode brød
Inden i Kaj Kiosk står Lærke Brøchner bag disken.
»Det er hyggeligt at stå her og se ud på havet ind imellem at jeg laver baristakaffe og serverer sangria, som vi har klar i en af hanerne,« smiler hun og peger på fadølsanlægget, der også byder på IPA og en pilsner fra Gamma.
»Mange af sejlerne kommer forbi og er glade for at de ikke skal længere væk, når de skal handle. De første kommer, når vi åbner klokken otte om morgenen. De køber vores brød fra Berta og siger, at det er dejligt, at de ikke behøver at bevæge sig helt op i Bruunsgade for at få godt brød.
Berta. Ved siden A er et økologisk og bæredygtigt surdejsbageri, der åbnede for et halvt år siden på Frederiks Allé. Det er opkaldt efter ejerens hund, har masser af humor og godt brød, der også sælges i Nabo Kiosk. Blandt andet deres famøse snegle med marcipan-remonce, limeskal, sichuan peber og frysetørret yogurt på toppen.
Hele sommeren kan du nyde friske fadøl, laber kaffe, brød, slushice, is, vin og meget mere – midt i solen, direkte på kajen! Kig forbi. Det blir’ meget meget hyggeligt. Hej fra Kaj!
Det man lige mangler
Kaj Kiosks øvrige vareudvalg minder i høj grad også om Nabo Kiosks men har et lidt mere maritimt tilsnit. Der er for tiden et rødt tema, der byder på speedos, plastikskovle, spande, spegepølse til krabbefangeren, solskærme, gode øl og Kalles fiskepålæg på tube. I det hele taget er der meget af det, en sejler lige kan få brug for.
Man kan også få noget så moderne som slik, der er vegansk, glutenfrit og som støtter et godt havmiljø. Det ligger på den industrielle reol ind imellem Fisherman’s Friend-pastillerne og lakridspiberne.
På skiltet udenfor Kaj Kiosk er vareudbuddet listet op: Øl, vin, sodavand, kaffe, brød, madder, is, slush og snacks.
Man finder hele herligheden på Marselisborg Havnevej 16.
»Vi har sørme lavet en spritny baby-kiosk på Marselisborg Havn. Hele sommeren kan du nyde friske fadøl, laber kaffe, brød, slushice, is, vin og meget mere – midt i solen, direkte på kajen! Kig forbi. Det blir’ meget meget hyggeligt. Hej fra Kaj!« skriver Nabo Kiosk på Instagram.