Tegninger og malerier på Galleri Gallo
Kunstnerne Michael Dvinge og Maria Otulak udstiller.
Galleri Gallo er i den kommende tid ramme om værker af kunstnerne Michael Dvinge og Maria Otulak.
Michael Dvinge maler abstrakt kunst, der tager afsæt i Michaels tanker, som begyndte eller opstod helt tilbage i 2017.
I 2017 var Michael ude for en voldsom ulykke, der ændrede hans liv, og hvordan han ser verden. Siden 2017 har Michael været nødt til at acceptere et liv som handicappet og kørestolsbruger. Det har dog også bragt mange gode ting med sig - især hans passion for abstrakt kunst og maleri, har givet ham meget glæde. Alt fra tankegang til Michaels kunstneriske processer påvirkes af og påvirker handicappet. Ønsket med udstillingen hos Galleri Gallo er, at beskueren et kort øjeblik kan se verden som Michael ved at beskue hans billeder.
Michael fortæller selv om sin kunst:
»Jeg vil beskrive min kunst som meget abstrakt, med nøje udvalgte farvespil, der netop bør bringe en følelse af livsmod frem. Jeg har udstillet hos Galleri Gallo en gang før, ellers på forskellige caféer. På nuværende tidspunkt udstiller jeg på et af de første steder, jeg kom i behandling efter min ulykke - Neurocenter Hammel, samt også på Neuro Klinikken i Åbyhøj.«
Fra Polen
Maria Otulak, der udstiller tegninger, kommer fra Polen og fortæller:
»Jeg har været interesseret i kunst, siden jeg var teenager. Jeg har gået på Lille Skole for Voksne til kunstundervisning. Og det var grafik, ler og akrylmaling. I fem år var jeg knyttet til Heimdal, hvor jeg udfoldede mine akrylmalerier. Siden sidste år har jeg lavet pasteller, hvoraf nogle af dem kan ses i Galleri Gallo. Pastellerne påvirker mig i lang tid, efter jeg har malet dem. De får mig til at smile. De fleste af dem er inspireret af Picasso, som er en stor mester for mig.
Der er fernisering søndag 31. juli kl. 14-16 på Galleri Gallo i Nørre Allé 86, Aarhus C. Udstillingen varer til 30. august. Galleri Gallo har åbent tirsdag til lørdag kl. 14-17. Fri entré.
gs