Samtaleplatform bekæmper ensomhed
Røde Kors og Boblberg udviklet SnakSammen – en online videotjeneste, hvor mennesker, der savner en at tale med, kan få en snak med frivillige fra Røde Kors.
Alt for mange mennesker i Danmark føler sig ensomme.
Det mener Boblberg og Røde Kors, der sammen i en pressemeddelelse skriver, at over otte procent af danskerne, det vil sige omkring 500.000 danskere, føler ensomhed.
Derfor er de gået sammen om et digitalt tilbud til borgerne, hvor der er plads til store og små samtaler.
SnakSammen er et digitalt hjemmebesøg, hvor frivillige fra Røde Kors sidder klar til at tage hånd om dig og dine behov. SnakSammen er en digital snak over video, hvor man kan tale om alt lige fra fælles interesser, dagens begivenheder og nyheder til familie, hverdagen, sværere og mere følsomme emner eller noget helt andet. De frivillige samtalevenner er helt almindelige mennesker – og selvom de hverken er rådgivere eller eksperter, lægger de hele hjertet i samtalen med dig.
»Mental sundhed er blevet et stort taleemne over årene og noget, der rører mange. Det kan være svært at gå med denne følelse – og måske endnu sværere at finde ud af, hvordan den skal håndteres. Coronapandemien gjorde det ikke lettere for ensomme borgere, tværtimod voksede ensomheden sig større. Det blev svært at række ud, og det er fortsat svært for mange.«
SnakSammen blev gjort landsdækkende, da corona lukkede Danmark ned i marts 2020, og siden opstart har der været booket over 8.000 samtaler.
»Selvom SnakSammen i den grad har haft sin berettigelse under corona, hvor flere sad derhjemme isolerede og ensomme, har følelsen af ensomhed både været der før og efter corona, hvorfor den digitale tjeneste er kommet for at blive,« skriver Boblberg og Røde Kors.
sø