Ekspressive billeder af støvsugning og morgenmad i Galleri V58
Udstillingen præsenterer en lang række særligt udvalgte – og helt nye - værker af galleriets mange professionelle kunstnere fra ind- og udland.
Galleri V58 åbner 3. december udstillingen ’Wintershow 22/23’.Intershow 22/23’
Én af de fremtrædende kunstnere galleriet samarbejder med, er den finske kunstner Elina Sarlin, f. 1977, bosiddende i Finland. Uddannet fra Lahti university of applied sciences, Institute of Fine Arts, Helsinki, Finland.
Elina Sarlin udforsker i sine – oftest store - oliemalerier grænserne mellem hverdagsrealisme og eksplosive farvemønstre. Med utrolig fascinerende præcision præsenterer hun det banale i nuet indhyllet i overdådige farver og former, med klare referencer til pop art kulturen, fortæller galleriet i en pressemeddelelse, der fortsætter:
»Værkerne centrerer sig ofte om enkeltpersoner midt i almindelige gøremål; støvsugning, udpakning af varer, midt i morgenmaden – men de hæves over hverdagsligheden i kraft af deres hypnotiserende mønstre og legende farveskalaer. Kunstneren leger med beskuerens forventninger til realismen og tilføjer virkeligheden en helt særlig magi. Sarlin er både et farverigt, friskt pust i galleriets samling, men samtidig, i kraft af sin figurative realisme, en direkte forlængelse af galleriets røde tråd.«
Udstillingen åbner med fernisering lørdag 3. december kl. 10-15. Sidste udstillingsdag er 1. marts 2023.
gs