Skåde Brugs fylder 150 år og ejer nu to butikstorve i Aarhus
Skåde Brugs har klaret sig så godt, at den kan fejre sine 150 år som ejer af butikscentrene på Kridthøj Torv og i Beder.
Skåde Brugsforening kan 8. december fejrer 150 års jubilæum med stor egenkapital og som ejer af to butikstorve og fire Superbrugser.
Det, der begyndte som en lille brugs i et stråtækt hus i 1872, er blevet til et imperium af butikker. Ud over at eje Skåde Brugsforening på Stenvej i Skåde ejer foreningen nemlig tre andre superbrugser samt to butikstorve med mange forretninger.
I anledning af jubilæet udsender Skåde Brugsforening en bog om foreningens historie med særlig vægt på de seneste 25 år. Den er gratis og kan fås i de fire brugser fra 8. december.
Tog fart i 2017
I 2017 købte foreningen alle butikker på Kridthøj Butikstorv, der er ved at udvikle sig til et eftertragtet sted for dagligvarehandel i Højberg. Ikke færre end 11 butikker med et alsidigt udvalg byder torvet på.
»Vi indså, at hvis vi ikke ejede torvene, kunne vi på længere sigt ikke drive de to Superbrugser i Kridthøj og Beder med overskud,« siger Per Graabach, der er formand for Skåde Brugsforening og bor i Beder.
I 2020 var det butikstorvet i Beder, foreningen blev herre over med butikker og 11 lejemål for private boliger.
Ud over at have superbrugser de tre steder har Skåde Brugsforening i 2019 hjulpet Superbrugsen i Karup ud af en økonomisk krise og fusioneret med den, så den nu er en del af foreningen.
Købene og god daglig drift betyder, at Skåde Brugsforening ved jubilæet har en egenkapital på over 60 millioner kroner.
»Hvis det er muligt, er vi parat til at købe mere,« siger Per Graabach.
»Vi kan ikke længere leve af kerneydelsen, men skal have en nebengeschäft, for eksempel benzintank eller vaskehal, og vi holder øje med mulighederne,« tilføjer Per Graabach.
Vi kan ikke længere leve af kerneydelsen, men skal have en nebengeschäft, for eksempel benzintank eller vaskehal, og vi holder øje med mulighederne.
Kø til at være på torvet
Sælger i Kridthøj var kapitalfonden Nordic Real Estate Partner, der havde købt butikstorvet få år tidligere af Arbejdernes Andels Boligforening. I Beder var torvet ejet af familien Arberg indtil skiftet.
De to torve er så velfungerende, at andre butikker står i kø for at rykke ind.
»Vi får jævnligt henvendelser fra butiksejere, der gerne vil være en del af de to fællesskaber,« siger Jesper Nielsen, der siden 2016 har været direktør for Skåde Brugsforening efter at have været forretningsfører og uddeler i Kridthøj.
Torvet i Kridthøj har en meget alsidig sammensætning af butikker. Foruden Superbrugsen er der sushi, bager, slagter, fiskehandler, blomster, ost, vin, is, apotek, Matas og frisør.
I Beder er der blandt andet bager, bank, vin og gaver og fitness.
Skåde Brugsforening er en selvstændig forening i Coop.