Julegave til Aarhus Symfoniorkester sikrer musik til børnene
Aarhus Symfoniorkester har modtaget 600.000 kroner som en tidlig julegave fra Salling og Augustinus til Musikkens Børn.
Det er med stolthed og glæde, at Aarhus Symfoniorkester kan meddele at have modtaget en tidlig julegave i form af støtte fra Augustinus Fonden og Salling Fondene på henholdsvis 350.000 kr. og 250.000 kr. til den ”Store Symfoniske Finale” på orkestrets projekt Musikkens Børn.
»Musikkens Børn har været en hjørnesten i og et hjertebarn for Aarhus Symfoniorkester. Vi går nu ind i den sidste fase – ”Den Store Symfoniske Finale”, hvor de 2.500 tilmeldte familier rykker fra små lokaler ind i Symfonisk Sal for at opleve hele orkestret. Det er stort!« udtaler Thorkild Andreasen, der er administrationschef.
Musikalsk afskedsgave
Støtten fra Augustinus Fonden betyder, at der til koncerten kan præsenteres et nyskrevet værk, som skabes i samarbejde mellem den kendte tegner/formidler Carl Quist-Møller og komponist Lasse D. Hansen. Sammen skriver de projektets maskot Tigeren Tutti ind i et symfonisk eventyr – et eventyr – med Carl Quist-Møller i rollen som fortæller – som orkestret har en forventning om kunne blive en ny klassiker.
Salling Fondenes støtte på 250.000 kr. er møntet på projektets ”legacy”; dets arv og videre liv, både i forhold til udviklingen af Aarhus som børnekulturel hovedstad og i dansk kulturliv generelt.
Støtten omfatter en bred videreformidling af indholdet fra Musikkens Børn projektet, så det gøres nemt tilgængeligt for bl.a. daginstitutioner, forældre og nye børnefamilier at opdage og benytte den store samling af videoer, musik og artikler, som pt. er tilgængelig på Aarhus Symfoniorkester hjemmeside, og på sigt skabe en portal for klassisk musik, musikformidling og -pædagogik af international karat.
»Musikkens Børn er spændende og nytænkende formidlingsprojekt, som formår at få den klassiske musik ud til de unge familier,« siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Salling Fondene.
Om musikkens børn
I 2017 fik en gruppe musikere i Aarhus Symfoniorkester en vidunderlig idé: de ville adoptere en hel årgang af nyfødte børn ind i orkestret som Musikkens Børn.
Alle nyfødte børn i Aarhus Kommune blev derfor i 2018 gennem sundhedsplejerskerne inviteret til at blive en del af formidlingsprojektet Musikkens Børn, hvilket mere end 50 procent af de nybagte forældre benyttede sig af. Siden er Musikkens Børn blevet en fast integreret del af Aarhus Symfoniorkesters DNA og det eneste projekt af sin art i Danmark.