En forstad i Aarhus får 140 nye boliger, en ny Netto og OK-tankstation
Der bliver 140 nye boliger i et hus på seks etager og rækkehuse, hvor imellem der bliver et grønt rum.
Det nye boligområde i Viby Syd med boliger får en ny Netto og OK benzintank med vaskehal.
Der bliver 140 boliger i alt i en blanding af lejligheder og rækkehuse for at skabe liv og åbenhed i byggeriet. I gårdrummet etableres et grønt, rekreativt område med åben adgang for alle. Hele projektet DGNB-guld certificeres, hvilket betyder, at det prioriterer bæredygtighed.
»Vi har nogle stærke samarbejdspartnere med i dette projekt, der, ligesom os, har høje bæredygtighedsambitioner. Projektet i Viby er derfor et grønt byudviklingsprojekt, hvor vi bygger kvalitetsboliger til familier, singler og par tæt ved den jyske hovedstad,« siger Torben Modvig, Group CEO i Nordstern.
De nye boliger skal ligge mellem Ringvej Syd, Søndervangs Allé og Mathildelundsvej.
Hus i seks etager
Der opføres i alt 10.000 kvadratmeter boliger af varierende størrelse fordelt på et seks-etagers punkthus og rækkehuse samt en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter, der skal huse en ny Netto. Dertil kommer den nye OK benzintank med tilhørende vaskehal.
Det nye byområde opføres i et område med mange almene boliger, hvorfor projektet er udviklet i tæt samarbejde med de to boligforeninger Aarhus Omegn og Alboa, der også har været sælger af arealerne, hvor projektet opføres.
»Projektet fuldender en mangeårig byudvikling i området. En byomdannelse som nu afsluttes med 140 nye moderne boliger, Netto-butik med udsigtsboligtårn og OK-vaske- og tankanlæg. Alt sammen tæt på uddannelser, arbejdspladser, infrastruktur, butiksområdet Megasyd, naturen og Aarhus midtby. Aarhus kommune har også stadig mulighed for at udnytte et sidste byggefelt i området,« siger Brian Svart, der er indehaver af Pro Developments.
Viby er eftertragtet
Viby har, med sin korte afstand til Aarhus midtby, længe været eftertragtet for både lokale og tilflyttere. Den eksisterende boligmasse kan dog ikke dække behovet, hvorfor området byfornyes og udvikles i disse år.
Området har således forandret sig betragteligt, så det i dag repræsenterer den blandede by med både familieboliger, ungdomsboliger og virksomheder indenfor kort afstand. Det skriver ejendomsudvikleren Nordstern i en pressemeddelelse.
Det er den største danske ejendomsinvestor i Danmark de seneste fire år, Koncenton, der har købt projektet i Viby. Her glæder man sig over et stærkt samarbejde med Nordstern og Pro Developments og til at medvirke til fornyelsen af en eftertragtet del af byen.
»Vi er meget glade for at kunne præsentere dette nye, spændende projekt for vores investorer. Kombinationen af den bynære placering tæt på Aarhus og moderne, indbydende boliger gør det til et meget stærkt projekt, som vi har store forventninger til. Vi er ikke i tvivl om, at det bliver attraktivt for de kommende lejere og dermed også for investorerne,« siger ejendomsdirektøren, Anders Bangsgaard.
Projektet er startet op i begyndelsen af 2023, og den sidste del forventes at stå færdig i sommeren 2024.