En særlig tv-serie kunne hun ikke slippe: »Det er social satire, når det er bedst«

Hvilken bog ligger på dit natbord?  

»Der ligger to bøger i øjeblikket. Den ene er ”Løvinden” af Tom Buk-Swienty om Karen Blixens år i Afrika, som udover at handle om især den britiske overklasses flugt fra moderniteten også giver en god indsigt i, hvordan Første Verdenskrig så ud fra det afrikanske kontinent. Den anden er ”Årene” af Annie Ernaux, som jeg synes er helt vidunderlig, fordi man oplever helt små fortællinger blive forbundet med store verdenshistoriske begivenheder.«

Hvem er din yndlingsforfatter?  

»Lige for tiden er det Natasha Brown med debutromanen ”Samling”, som lykkes med på 122 sider at få oprullet rigtig mange samfundsproblematikker, som præger et postkolonialt Brexit London. Den handler om en ung kvinde med jamaicanske rødder i bankverdenen, hvor hun konstant er i karambolage med samfundets hierarkier.« 

Hvilken bog bør alle læse?  

»Det kunne være ”Alice i Eventyrland”, som jeg synes betyder noget forskelligt alt efter, hvor gammel man er. Den er en undersøgelse af de mekanismer, som definerer dem, der er anderledes og er fyldt med stærke billeder, der bor hos mig længe efter at have læst den.« 

Hvad hører du af musik?  

»Jeg hører meget hiphop, jazz og reggae, og min mand og mine sønner spiller tit klaver. Derhjemme er kompromiset ofte, at vi hører klassisk. Min ældste søn spiller cello, og den klang fra celloen er så skøn.«

Hvilket kunstværk er vigtigt for dig?  

»Det er ”Mælkepigen”, som er malet af hollandske Johannes Vermeer i 1660. Det forestiller en køkkenpige, der er i færd med at hælde mælk fra kande til fad. Der er noget med malermåden og lyset, som er fantastisk. Det fylder mig med ro at vide, at kvinden på maleriet bliver ved med at hælde mælk fra kanden, lige meget hvad der sker i verden. Jeg læste på universitetet i Amsterdam, og der foregik et af fagene inde på Rijksmuseet, hvor maleriet hænger. Der skulle jeg altid lige hen og hilse på Mælkepigen.«

Hvad er din seneste kulturoplevelse?  

»Det må være serien ”The White Lotus” på HBO, hvor jeg lige har færdiggjort sæson to på ingen tid. Den rammer bare noget i vores kollektive samtale lige nu, og det er social satire, når det er bedst. Serien peger på det hykleri, der ligger hos dem, der tror, at de gør det rigtige, men som hele tiden reproducerer det, de vil gøre op med. Den er virkelig sjov og kompleks.« 

Hvilken kulturoplevelse har overrasket dig mest?  

»For et par år siden var jeg i Nigeria, hvor kunstscenen overraskede mig helt vildt. Det var en vild kontrast mellem et land med så store udfordringer, og som Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til grundet kriminalitet og risiko for terror, og så den levende kunstscene af høj kvalitet, vi mødte.

Og så var der Biennalen i Venedig i efteråret. Med krigen i Ukraine i baghovedet satte flere af de store ekspressive værker, der normalt preller af på mig, et stort aftryk. Man præsenteres for kunst fra hele verden, der spejler den tid, vi er i.«