Kaffeguide: Her er Aarhus' bedste og den billigste

Aarhus Onsdag har smagt sig igennem byens baristabælte. En af kopperne var bedst - en anden billigst.

Artiklens øverste billede
Det viser sig, at bedste og den billigste kaffe findes ikke langt fra hinanden i Aarhus' baristabælte. Arkivfoto: Coffee Collective

Iklædt skarpe smagsløg og vandresko har Aarhus Onsdag gennemtrawlet byens baristabælte.

På denne tilfældige dag mødte vi alt fra en helt nyansat barista til danmarksmesteren, Søren Stiller, i det aarhusianske baristabælte. Vi tegner et øjebliksbillede af det, vi oplevede og har listet resultatet op i bunden af artiklen:

Bills Coffee i solgule mormor-kopper var lige som den skal være. Foto: Tahmasbi

Den afbalancerede

Pris 40 kroner.

Temperatur Lige tilpas.

Mælken God konsistens.

Koppen Sol-gul mormorkop.

Bill’s Coffee har gennem sine 10 år manifesteret sig som et hjertevarmt sted, hvor de fleste vil føle sig som en stamgæst, selvom de er der første gang. En utrolig opmærksom barista med stribede, korte skjorteærmer tager imod, som om vi var ventet. Samtalen er let og flyder mellem ansatte og gæster - også gennem den åbne luge ud til gaden, hvorfra der sælges to go-kaffe. Selv kopperne er familiære og mormor-agtige. Mælken er helt glat, uden større bobler og med smukke mønstre. Det er en balanceret kaffe, med en let bitter eftersmag, som er typisk for den mellemristede kaffe, der serveres. Man kan ikke ønske sig det meget bedre.

Vestergade 58


På Street Coffee koster en flat white 39 kr. og er dermed den billigste kaffebar i baristabæltet. Foto: Tahmasbi

Den billigste baristabar

Pris 39 kroner.

Temperatur God temperatur.

Mælken Dejlig konsistens.

Koppen Klassisk grænsende til kedelig.

Street Coffee har serveret god kaffe for aarhusianerne siden 2009 og er dermed et af de ældste indslag på den aarhusianske kaffescene. De har fire caféer i byen og hele to i baristabæltet. De er ret små og fulde af lokale, der lige skal have dagens kaffe og en snak. Stilen er afslappet og uhøjtidelig - gæsterne kan selv vælge mellem vinylerne fra de seneste fire årtier og lægge dem på pladespilleren. Vi bliver mødt af en akavet-på-den-charmerende-måde barista, der serverer de to kaffer med upåklagelig mælkekonsistens, men den gode kaffesmag forsvinder desværre i mælken. Kopperne ligner en budgetvenlig Ikea-vare. Det står i skærende kontrast til den hyggelige, hjemlige stemning, der præger den autentiske café, som lægger rå vægge til lokale Jonas Sckerls kunst. Med en pris på 39 kroner er Street Coffee den billigste kaffebar.

Vestergade 52, Brammersgade 15, Graven 22, Bassin 7


Coffree and the Beans kaffe var for varm. Foto: Tahmasbi

Den meget varme

Pris 41 kroner.

Temperatur Den varmeste.

Mælken For mange bobler.

Koppen Keramisk med varme farver.

Coffee & the Bean er en af byens nyeste kaffebarer og kun en spytklat fra Street og Bill’s i Vestergade. Den er anderledes indrettet med mørkt træ, kunstige planter i loftet og kaffebønner i bordpladen. En charmerende og serviceminded barista er klar til straks at lave vores kaffe. Et øjeblik efter kommer hun med to små croissanter - som vi ikke har bestilt. Det har hendes chef, og han satte ved en fejl et nul for meget på ordresedlen, så caféen har en overflod af mini-bagværk. Derfor giver den gratis croissant til kaffedrikkerne, så længe lageret er overfyldt. Aromaen fra kaffen advarer om at vi nu skal have en bitteroplevelse, men heldigvis fjerner mælken det meste af bitterheden, efter kaffen er kølet lidt ned. Mælkeskummet er dog for boblende, hvilket hurtigt ødelægger mælkekunsten.

Vestergade 35


Normal serverer den billigste og den mindst gode flat white. Foto: Tahmasbi

Den billigste i byen

Pris 16 kroner.

Temperatur For varm.

Mælken Rigtig mange bobler.

Koppen To-go pap.

Normals to go-kaffebod er på Strøget og altså et par gader fra baristabæltet. Vi vil sammenligne kopperne derfra med byens absolut billigste. »Bare spørg, jeg bider ikke,« står der på ryggen af de tre unge baristaer. De svarer da også gladeligt på alle vores spørgsmål. På trods af en længere kø tog den unge mand sig tid til at fortælle om kaffen. Vi bestiller en flat white, der indeholder et skud kaffe, så vi betale fire kroner for at få et ekstra, så koppen harmonere med de øvrige på denne tur. Vi får hurtigt udleveret vores to papkrus. Desværre tilbyder Normal kun letmælk til kaffen, hvilket gør, at drikken ikke smager af så meget, som dem på sødmælk. Samtidig er kaffen meget varm og svær at drikke, før den er kølet. Den billige kaffe blæser ikke nogen bag over smags-mæssigt, men servicen har de styr på og prisen er i en kategori helt for sig.

Søndergade 39



Coffee Collective har lige vundet fem DM-priser, men holdt ikke niveau denne dag . Foto: Tahmasbi

Den der er for bitter

Pris 42 kroner.

Temperatur Behagelig.

Mælken Flot konsistens.

Koppen Minimalistisk, klassisk grænsende til kedelig.

Coffee Collective åbnede for at par måneder siden på det travle hjørne af Guldsmedgade og Klostergade. De boljsestribede markiser og bokse med bænke leder tankerne hen på en amerikansk diner. Atmosfæren i caféen er livlig og travl med mange unge gæster. Lokalet har desværre ikke en fantastisk akustik, så i det fyldte lokale grænser det til støj. Betjeningen er i top, og vi bliver mødt med store smil, der undskylder for en ikke eksisterende ventetid. Desværre er kaffen meget bitter, og vi drikker den ikke op. Det er en overraskelse. Ikke mindst fordi Coffee Collective tog fem ud af ni mulige medaljer ved dette års DM i kaffe, der fandt sted få dage før vores besøg. Vi har tidligere været på caféen mere end en håndfuld gange, og har ikke før fået så bitter kaffe, men bedømmer her i guiden ud fra denne dags oplevelse.

Guldsmedgade 13


Smagsmæssigt er La Cabra på niveau med den bedste kop, men den er også turens dyreste: 45 kr. Foto: Tahmasbi

Den fantastiske og dyre

Pris 45 kroner.

Temperatur Fantastisk med en forvarmet kop og en perfekt tempereret kaffe.

Mælken Fin og glat mælk.

Koppen Råhvid Würtz keramik, der ligger godt i hånden.

Smag Rund og fyldig med en eftersmag af god kaffe.

La Cabra er den med gedelogoet i Graven, hvor den har ligget i godt 10 år. Den aarhuianske mærkevarekaffe er blevet kendt ude i verden, hvor den vokser eksplosivt. Der er travlt i caféen, som har en god akustik, så på trods af fuldt hus og optimalt udnyttet plads er der ørenlyd. En gruppe medarbejdere er ved at smage på nye forsyninger af bønner, og man kan som gæst følge med i det æstetiske univers. Betjeningen er på denne dag helt ny og kommer til kort på spørgsmål om kaffebønnerne, men en kollega springer til i god stil og svarer på alt. Kaffekopperne er dejligt varme på denne kølige forårsdag, og alligevel er kaffen den helt rette temperatur - kopperne er simpelthen forvarmede. En udsøgt luksus. Smagen er også ypperlig. Den er rund og fyldig med en god eftersmag af kaffe, og mælken er fin og glat. Med en pris på 45 kroner, er det turens dyreste kop.

Graven 20


Den bedste kop på vores tur blev serveret på Stillers Coffee. Foto: Tahmasbi

Denne dags bedste

Pris 42 kroner.

Temperatur Koldere end de andre.

Mælken Perfekt.

Koppen Keramik - design a la Japan.

Stillers Coffee ligger i en gård ved den historiske chokoladefabrik i Klostergade. Søren Stiller har været barista siden 2007 og danmarksmester et hav af gange. Han står selv bag baren og er skarp på alt fra bønner og ristning til de råhvide keramikkopper, der er designet af ham selv. De ligner japanske sake-kopper, og det er ikke tilfældigt. Kaffenørden har en forkærlighed for Asien. Derfra stammer stedets æstetiske kaffegrej, der er en visuel oplevelse. Selv de personlige hilsner på en rå mur bag kaffeudstyret er smukke. Det samme gælder hans risteri bag en glasvæg i de oprindelige fabrikslokaler. Samtidig er mælken den bedste, vi får på denne tur, og temperaturen er perfekt. Inden man har set sig om, er koppen tom. En frisk og syrlig kaffe spiller førsteviolin, mens mælken balancere drikken. 

Klostergade 32E

Vores bedømmelse

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.