Kunsthal Aarhus vil være helt forandret efter denne udstilling
I den første af fire soloudstillinger i Kunsthal Aarhus bliver caféen en del af værkerne.
Kunsthal Aarhus er klar med de næste fire udstillinger, som er kurateret af stedets nye kunstfaglige direktør:
»Vi ønsker at udfordre vores publikum til at se og undersøge nogle af de aktuelle emner, der bliver adresseret og debatteret i medier verden over. De to første udstillinger sætter blandt andet fokus på forholdet mellem billedkunst og design og på kulturarv. I efteråret er det temaer som, hvordan sundhedskrisen er forbundet til klimakrisen og kønsrettigheder, der er i fokus,« siger Diana Baldon.
Udsmykning i caféen
Med udstillingen ”paintings of things. paintings as objects” inviterer kunsthallen den internationalt anerkendte designer og kunstner Nathalie Du Pasquier (f. 1957, Frankrig) til at lave sin første soloudstilling i Danmark og Skandinavien.
Udstillingen består af omkring 60 værker og rummer både nye vægmalerier samt malerier og skulpturer fra perioden 1989 til i dag.
I forbindelse med udstillingen bliver hele arkitekturen i caféområdet dekoreret som ét stedspecifikt vægmaleri, som forbliver efter udstillingen.
Paintings of things. paintings as objects ferniseres 9. juni kl. 16.00 og kan ses til 3. september.
Hjem til Aarhus fra NY
”Hypnic Jerk” er Simon Dybbroe Møllers (f. 1976, Danmark) første institutionelle solopræsentation i Danmark i mere end et årti.
Efter at have boet 20 år i New York og Berlin repræsenterer udstillingen på mange måder en slags hjemkomst for kunstneren.
”Hypnic Jerk” viser nye videoer og scenografiagtige objekter med referencer til Dybbroe Møllers opvækst i Aarhus, som er produceret specifikt til udstillingen.
”Hypric Jerk” ferniseres 9. juni kl. 16.00 og kan ses til 3. september.
Usynligt kvindearbejde
Udstillingen er Maryam Jafris (f. 1972, USA) første projekt i Danmark i over 10 år. Den viser en blanding af nye og eksisterende videoer, skulpturer, tekster og fotografier realiseret mellem 2013 og 2023.
Værkerne undersøger forskellige former for synlig og usynlig kvindelig arbejdskraft. Det primære fokus i udstillingen er stoffet lithiums anvendelse i genopladelige batterier og dets anvendelse til behandling af psykiske sygdomme.
“No Lithium, No Work” ferniseres 22. september kl. 17.00 kan ses til 14. januar.
Planter brugt til aborter
Udstillingen ”Nets of Hyphae” er Diana Policarpos (f. 1986, Portugal) første udstilling på en dansk kunstinstitution.
Det er syv værker, som undersøger spørgsmålet om kvinders seksuelle sundhed og ligheden mellem planternes og menneskets forplantningssystemer.
I århundreder blevet denne parasitsvamp anvendt af kvindelige healere og til at fremkalde aborter og hjælpe kvinder som en form for naturlig prævention samt i faser før og efter fødslen.
”Nets of Hyphae” ferniseres 22. september kl. 17.00 kan ses til 14. januar.