Guide: Byens vildeste og byens bedste jordbærtærte
Aarhus Onsdag har smagt sig igennem et bredt udvalg af byens jordbærtærter, der går fra den lille fine, den der altid bliver udråbt som den bedste og så en overraskende nyfortolkning.
En af de allermest solgte kager er jordbærtærten, som langes så ofte over bagerdisken, at der jævnligt må meldes udsolgt.
Aarhus Onsdag har smagt på et bredt udvalg af byens mange tærter, der er en populær sommerbebuder.
Den største
Der var udsolgt hos Salling midt på dagen, så vi måtte vente en halv time på, at bageriet var klar med en ny runde.
Kagen er større og billigere end de øvrige. Der er også mandler på, hvilket giver en god og knasende effekt.
Det er især godt, fordi bunden ikke er helt sprød, og fløden har en blød konsistens, der blender alle elementer sammen. Bærrene er lidt syrlige, præcis som de skal være, hvilket står i god kontrast til alt det søde og bløde.
Den søde festbombe
Martin Ibs firkantede er flot pyntet med hvides chokoladestykker og pistacienødder. Den smager af nytårsaften og studentergilder, fordi den er meget kransekageagtige og næsten kalder på champagne.
Bunden og alt andet er blødt, så nødderne er det knasende element sammen med den mest bagte del af kransekagen på toppen af kagen. Den smager mere af marcipan og fest end af jordbærtærte.
Den der sprænger rammerne
Vil du gerne gøre noget andet, end det du plejer, skal du et smut forbi bageriet Berta. De er som sædvanligt ikke bange for at udfordre klassikerne. Vi var så heldige at få fat i dette års første jordbærtærte, som kommer i handlen i næste uge (uge 22), når de gode jordbær er modne.
Tærtedelen er bagt på boghvedemel. Fyldet er ikke lavet på almindelig marcipan, for mandler er ikke bæredygtigt producerede, så de er skiftet ud med græskarkerner. Det giver et grønt pift i mere end én forstand. Det klassiske lag ren chokolade er skiftet ud med en chokoladeganache, og så er det en frisk og let diplomatcreme på toppen – ikke en skum.
Jordbærrene, der er skåret ud, så man nemmere får lidt med i hver bid, er marineret i hyldeblomstsirup, der dog ikke er gennemtrængende.
En vellykket nyfortolkning, som klart ligger i den bedste ende af jordbærtærte-skalaen.
Den lille eksklusive
Vi måtte selvfølgelig også forbi det lille chikke patisserie Gotfred, der gør det i ultra smukke kager i portionsstørrelses. Så man kan altså ikke nøjes med en enkel, hvis man skal dele med flere. Til gengæld er der virkelig kælet for detaljen. Både i udseende og smag.
Det er en eksklusiv mundfuld, som har en gennemtrængende smag af rigtig god mørk chokolade, lækker sprød mørdejsbund og fyldet er dejligt chewy. De mange gode konsistenser og smage camouflerer dog næsten skummet, der ellers i mange andre varianter er det, der spiller hovedrollen.
Den minder om sommer, søndag og mormor og placerer sig i redaktionens top tre.
Den klassiske
Lagkagehuset har et godt bud på den helt klassiske jordbærtærte. Der er ikke så meget slinger i valsen dér.
Mazarinbund, tyndt lag chokolade, klassisk sød kagecreme og en god bunke velsmagende jordbær på toppen. Også denne her er toppet med mandelstykker, der både pynter og tilfører en smuk knæk.
Man får lige hvad man forventer af en jordbærtærte, som smager af dansk sommer, hverken mere eller mindre.
Den – igen – bedste
Schweizerbageriet version er flere gange kåret som byens bedste.
Blandt andet da vi foretog en blindtest sammen med værten fra Den Store Bagedyst, Timm Vladimir, influencer og kogebogsforfatter, Emma Martiny, og Tove Færch, der var leder af Arlas køkken.
Den holder fuldstændig niveau i år. Tærten står knivskarpt, og der er ikke sparet på noget. Den har en knasende sprød bund, et godt lag mørk koncentreret chokolade, der knækker og dejligt syrlige bær, der står i kontrast til at det søde og bløde. Cremen er rund og fast og fyldet smager af rigtig marcipan.
Den er uden tvivl bedst i den klassiske afdeling men udfordres dog af årets nye vilde og den eksklusive.