Den russiske sopran Anna Netrebko og Yusif Eyvasov giver koncert i Musikhuset i Aarhus

Næste år kan Anna Netrebko opleves i Aarhus, når hun i selskab med sin mand, Yusif Eyvasov, og Aarhus Symfoniorkester giver koncert i Musikhuset.

Artiklens øverste billede
Anna Netrebko og Yusif Eyvasov giver næste år koncert i Musikhuset i Aarhus. Pressefoto

Det er en af de allerstørste på operascenen, der næste år giver koncert i Aarhus. For 25. februar gæster den russiske sopran Anna Netrebko Musikhuset, hvor hun sammen med sin mand, tenoren Yusif Eyvasov, giver koncert i Symfonisk sal.

Det oplyser Musikhuset Aarhus i en pressemeddelelse.

»Det er en kæmpe fornøjelse at kunne præsentere en af operaverdenens største ikoner for publikum her i Aarhus. Anna Netrebko har sunget på alle de store scener i verden og er virkelig en diamant i verdensklasse. Hun har en blændende vokal, der spiller på hele følelsesregistret og synger, så det går lige i sjælen. Det bliver en oplevelse af de helt store,« siger Jeppe Uggerhøj, kunstnerisk chef i Musikhuset Aarhus, i pressemeddelelsen.

Anna Netrebko synger til koncerten sammen med sin ægtemand, tenoren Yusif Eyvasov, og sammen står de normalt på de største scener i verden som Metropolitan-operaen i New York, Wiener Staatsoper i Wien og La Scala i Milano. Næste år er det så scenen i Aarhus, og til koncerten bliver de to verdensstjerner bakket op af Aarhus Symfoniorkester.

Koncerten bliver en del af Musikhusets ekstraordinære jubilæumsprogram. I 2022 fylder Musikhuset således 40 år, hvilket det fejrer med et stort anlagt program, der hylder historien og sætter retning og ambitionsniveau for fremtidens musikhus.

Billetsalget til koncerten med Anna Netrebko, Yusif Eyvasov og Aarhus Symfoniorkester begynder torsdag, 29. april klokken 10.

jwh

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen