Solistdebut på konservatoriet

Artiklens øverste billede

Halvt cubanske/halvt danske Emilie Espichicoque er sanger, komponist, trommeslager og multiinstrumentalist. Hun afslutter nu sine studier i solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun har specialiseret sig i faget ’Sang, dans og spil’.

Hun markerer mandag 21. juni kl. 20 i Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus afslutningen på sine studier med et forrygende koncertshow med nye udvidede versioner af sine sange og med dansere og gæstemusikere. Ved debutkoncerten spiller Emilie Espichicoque et mix af soul, r’n’b og hip hop. I en tid hvor AutoTune og back tracks er blevet hverdag for de fleste, kommer hun med sit syv kvinder store live band, hvor hun selv styrer både trommer og leadvokal.

Mor kunne det hele

Emilie Espichicoque voksede op med en mor, der var musiklærer og bassist. Emilie har ikke set nogen fordeling af opgaverne derhjemme, hun oplevede bare en kvinde, der kunne det hele og har ikke set noget som kvinde-ting eller mande-ting.

Som stort barn kastede hun sig derfor helt uden fordomme over alle de instrumenter, hun havde lyst til, hun fik sit første trommesæt, da hun var 10. Først senere fandt hun ud af, at det ikke er helt ’normalt’, at piger spiller trommer, men hun vidste hjemmefra, at der ikke er spor i vejen for, at piger kaster sig over alle instrumenter.

Udover selv at spille og danse har Emilie Espichicoque altid undervist meget. Hun elsker at formidle og dele ud af sine erfaringer; for hende er musik en fælleskabsting, det handler om at mødes omkring noget, uanset om det er på en scene eller i øvelokalet.

Koncerten er gratis, men kræver billet og gyldigt Coronapas.




gs

Læs også

Del artiklen