Guide: Gratis jazz på taget, på torvet og på baren

Vi er midt i Aarhus Jazz festival, og der er mere end 100 koncerter tilbage i alle prisklasser. Her bringer vi et udpluk af dem, der er gratis.

Artiklens øverste billede
Salling Rooftop er et af de steder i Aarhus, som hver dag byder på gratis jazz-koncerter. Bassisten Peter Vuust er en gennemgående figur, som står på scenen hver dag i en lang række forskellige konstellationer. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen

Aarhus Jazz Festival afvikles på 37 forskellige spillesteder rundt omkring i Aarhus. På de åbne tove og pladser, på byens små klubber, i Musikhusets store, åbne foyer, på taget af Salling, på Jazzboat ud i havnen og mange andre steder.

Her har vi samlet et udbud af de koncerter, alle har råd til. Det er ganske gratis at lytte med, men god stil at støtte arrangørerne ved at købe en kop kaffe eller en øl, når man nu sidder der.

På taget

Salling Rooftop har en lang række gratis koncerter hele ugen med en gennemgående musiker, der står på scenen hver dag men i helt forskellige konstellationer.

Det er bassisten Peter Vuust, der spiller på kryds og tværs i det aarhusianske jazzmiljø.

Den flittige mand er både professor ved Aarhus Universitet og på Det Jyske Musikkonservatorium. Og så er han leder af ’Center for Music in the Brain’.

I denne uge er han dog mest i selskab med sin bas og:

Torsdag - saxofonisten Michael Bladt

Fredag- Mundharpespilleren Mathias Heise. Og senere på dagen sangeren James Loveless, guitaristen, Uffe Steen, og trommeslageren, Morten Lund.

Lørdag - pianisten Mads Bærentzen fra Aarhus Jazz Orchestra og sønnen Mikkel Vuust på trommer.

I foyeren

Traditionen tro byder Musikhuset også i år på gratis musik i den store, lyse foyer.

I år der det blandt andre et af de nye talenter, som allerede har vundet en pris: sangerinden Karmen Rõivassepp, der i 2018 fik Aarhus Jazz Talent Pris og som samme år blev nomineret til en Danish Music Award som Årets Nye Danske Jazznavn for debutalbummet ’Dance of Sounds’.

Hun spiller denne dag sammen med sin kvartet, der ud over hende består af: Simon Gorm Eskildsen på piano, Adrian Christensen på bas og Daniel Sommer på trommer.

På ølbar

Torsdag midt på dagen inviterer Erlings Jazz- og Ølbarpå en jazztrio.

Den består af saxofonisten Ned Ferm, bassisten Anders AC Christensen og trommeslageren Kresten Osgood.

De har spillet sammen i 20 år, siden Ned Ferm flyttede fra USA til Danmark i 2001.

Deres mangefacetterede samarbejde spænder over genrer, generationer og kunstneriske udtryksformer fra tv over podcasts til multimedier – og selvfølgelig koncerter og album.

Her er en lejlighed til at opleve tre giganter inden for moderne musik, når de optræder live med de instrumenter, som har været med til at definere deres karriere.

På torvet

Café Smagløs sørger for, at der igen i år er masser af musik på Klostertorvet, og rigtig meget af det er gratis.

Torsdag kan man opleve Chai Hamilton Trio, der består af sangeren Chai Hamilton, bassisten Henrik Møller og trommeslageren Eddi Jarl.

De er leveringsdygtige i soul, crooner-jazz og strand-bossa og i det hele taget alt det, som gode minder er gjort af. De spiller højdepunkter fra The Great American Songbook, klassikere og evergreens.

Om aftenen står sangerinden Frederikke Vedel på scenen. Med sig har hun Mark Chemnitz på keyboard og Henrik Møller på bas. De fortolker de største hits samt tidens mest elskede jazzstandarder.

Fredag eftermiddag er Mark Chemnitz og Henrik Møller tilbage for at spille soul, jazz og pop.

Om aftenen får de selskab af trommeslageren Eddi Jarl og den cubanske sanger og perkussionist Eliel Lazo, der også er sangskriver, komponist, producer samt jazz-, rock-, latin- og popmusiker.

Læs også