Dobbeltkoncert på Train

Rock og postpunk med Falderebet og The Boy That Got Away 21. august.

Artiklens øverste billede

Der venter publikum et overflødighedshorn af kompromisløs rock og melodisk postpunk, når Train 21. august kl. 21 åbner dørene op for en dobbeltkoncert med københavnske Falderebet og aarhusianske The Boy That Got Away.

Falderebet er et helt nyt orkester på den danske musikscene, bestående af profilerede og erfarne musikere fra den københavnske undergrund, og aktuelle med deres selvbetitlede debutalbum, som er udkommet på Viatone.

Som en slags musikalsk eksponent for ’Nordic Noir’ tager Falderebet udgangspunkt i ’Støjpop’ og er meget inspireret af den nye bølge af post-punk fra Stuttgart. Udtrykket er potent, melodisk og insisterende. Teksterne er dansksprogede og kredser om de eksistentielle kriser, der ofte rammer det enkelte menneske i det postmoderne samfund.

Falderebet består af Bo Bech Arvin på vokal (The Reptones, Davenport, Stolenwatch), Stefan Weinreich på guitar (Still Midnight, Racing Ape, Snuff Cameramen, DMVB.), Mark Winther på trommer (Still Midnight, Racing Ape, Snuff Cameramen, DMVB) og Jakob Lund på bas (The Reptones, Stolenwatch).

Pladeaktuelle

Pladeaktuelle The Boy That Got Away hiver mørkets tabuer frem i rocken. Det århusianske grunge/rock-band har gravet dybt i sjælen og skrevet hårdtslående tekster i et psykedelisk rockunivers. Sangene tager fat om tilværelsens allermørkeste tabuer, som bandet mener skal frem i lyset. Og det er der kommet albummet ’Colossus’ ud af.

Albummet er bandets tredje pladeudspil og kulminationen på to års intenst arbejde. I netop denne periode har bandets medlemmer været igennem kolossale livsomvæltninger, som de ikke har været bange for at bruge som motor og inspiration i skriveprocessen.

The Boy That Got Away har eksisteret siden 2011 og har turneret intensivt i både ind- og udland med mere end 200 koncerter i bagagen og derudover spillet support for prominente navne som AC/DC, Dizzy Mizz Lizzy og Rival Sons. Bandet består af Tim Alvin Boström / forsanger, guitar, Mathias Gregersen /bas og Casper Simonsen / trommer.

Dørene åbner en time før koncerten.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen