Musikby-året i Aarhus tyvstarter med gratis Johnson-koncert

Johnson, Sko/Torp, Teitur og Karmen Roivassepp går på scenen 18. september, når Music City Aarhus inviterer til gratis koncerter og talk.

Artiklens øverste billede
Marc Johnson går på scenen som den sidste i Ridehuset 18. september. Han startede sin karriere i den lokale ungdomsklub i Aarhus, hvor han begyndte at rappe i selskab med Liam og Osama – bedre kendt som L.O.C og U$O. Sammen gik de under navnet B.A.N.G.E.R.S. Pressefoto

Aarhusianerne behøver ikke vente helt til årsskiftet på at musikby-året i 2022 går i gang. Det tyvstarter nemlig allerede 18. september i Ridehuset. Der går en række kendte navne på scenen - mange af dem er udsprunget af det aarhusianske musikmiljø.

Når året så skifter til 2022, kan Aarhus kalde sig Music City Aarhus 2022. Men allerede nu skal arrangementet slå de første takter an for et helt år med fokus på at samle byens borgere om musikken.

»18. september tyvstarter vi på musikby-året med en foræring til byens musikelskere. ”Let’s Come Together” er en invitation til at tage forskud på de mange særlige musikalske oplevelser, som 2022 kommer til at byde på,« fortæller Jesper Mardahl, sekretariatsleder ved Music City Aarhus 2022.

Johnson er tilbage

Et af de mange navne i Ridehuset er Johnson, der indtager som den sidste scenen klokken 19. Han er en af dansk hiphops helt store stjerner og hans næste tour “Det passer… tour 2021” står lige for døren.

»Som Aarhusianer er jeg beæret over at deltage i Music City Aarhus 2022. Jeg glæder mig til at hylde byens musikalitet og være en del af det kreative udtryk, som definerer vores by,« siger Marc Johnson.

Marc Johnson startede karrieren i den lokale ungdomsklub i Aarhus, hvor han begyndte at rappe i selskab med Liam og Osama – bedre kendt som L.O.C og U$O. Sammen gik de under navnet B.A.N.G.E.R.S.

Johnson dominerede de danske hitlister i 00’erne med tracks som ”Nasty”, ”Bawler Hele Dagen” og ”Teriyaki” – og med sin westcoast-inspirerede rap og fængende formuleringer, blev Johnson én af de første rappere i Danmark, som fik ægte stjernestatus.

Til November spiller Johnson for første gang sit debutalbum fra ende til anden, når han tager på tour, og flere koncerter er allerede udsolgte.

Flere navne er med

På scenen kan man blandt andet også opleve den succesfulde Aarhus-duo, Sko/Torp, et af byens fremadstormende talenter, jazzsangerinden Karmen Rõivassep samt besøg fra færøske Teitur, der gæster Ridehuset i dagens anledning.

»Vi er glade for, at vi nu kan begynde at fortælle byens borgere om det kommende musikby-år. Derfor håber vi at mange vil lægge vejen forbi Ridehuset lørdagr og være med til at starte året med fuld musik,« udtaler Astrid Elbek, der er forperson i styregruppen for Music City Aarhus 2022.

Sko/Torp mødte hinanden til en jamsession på Aarhus Universitet. I 1990 udgav de debutalbummet "On a Long Lonely Night", der solgte 200.000 eksemplarer og er det til det bedst sælgende debutalbum i Danmark nogensinde. Pressefoto

Dagens fulde program bliver løbende offentliggjort op mod arrangementet. Men allerede nu understreger Music City Aarhus 2022, at der er fokus på byens mangfoldige musikliv og artister, der samler byens borgere.

”Let’s Come Together” er nemlig ikke alene navnet på arrangementet i Ridehuset, men også musikbyårets tema, der kommer til at indramme året ved at lægge et særligt fokus på fællesskabet om musikken efter halvandet år “hver for sig” under coronapandemien.

”Let’s Come Together” er præsenteret i samarbejde med Borgmesterens kontor, Aarhus Kommune.

Alle koncerter på dagen er gratis, og man møder op på dagen efter først-til-mølle-princippet.

Den estiske jazzsangerinde Karmen Rõivassepp, har gjort kometkarriere. Hun har vundet Aarhus Jazz Talent 2018 uddelt af Aarhus Jazz Festival og har siden optrådt med bl.a. DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Pressefoto

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen