Første navne til Fed Fredag '22 offentliggjort

Tivoli Friheden har allerede offentliggjort fire ud af 19 kunstnere, som skal spille til Fed Fredag i Tivoli Friheden næste år. Og det på en helt ny, optimeret udendørs scene.

Artiklens øverste billede
L.O.C er et af de fire navne, som Tivoli Friheden har offentliggjort skal spille til Fed Fredag næste år. Så ynder du at synge med på "Undskyld" eller "Frk. Escobar" skal du sætte kryds i kalenderen 17. juni 2022. PR Foto

Hører du til blandt dem der slapper af til Tina Dickow, kaster håndtegn til L.O.C, skråler med på Kesi og danser amok til TV-2? Så kan du godt sætte kryds i kalenderen fire fredage næste år. Tivoli Friheden har nemlig offentliggjort de fire kunstnere som værende en del af Fed Fredags programmet 2022.

De fire navne vil være med til at sætte gang i den aarhusianske forlystelsesparks nybyggede udendørsscene med hitparader og fredagsfester. På den anden side af 2021 åbner Tivoli Friheden nemlig for en ny udendørs scene med plads til 17.000 gæster, hvor der venter en markant bedre visuel og lydmæssig oplevelse end hidtil.

Tina Dickow gæster Fed Fredag i Tivoli Friheden 6. maj næste år. Selvfølgelig med kendte numre som "Nobody's Man" og "Copenhagen", men også med helt nye dansksprogede sange. PR Foto

19 sommerkoncerter

Programmet for Fed Fredag i 2022 vil tælle i alt 19 sommerkoncerter inden for forskellige genrer til både unge og gamle, og én af dem bliver altså den singleaktuelle L.O.C. Han er et af Danmarks allerstørste musiknavne og har netop udgivet singlen Milkshake, som en del af det samlede album Fuck L.O.C, hvor store dele er indspillet i Aarhus med blandt andre Jimilian, Kidd og Smiley. Udover L.O.C lægger Tina Dickow vejen forbi Fed Fredag i Friheden. Den folkekære sangerinde, der er vokset op i og omkring Aarhus, har siden 00’erne udgivet kraftfulde og melodiøse hits. Hun har netop annonceret, at hun kommer til at turnere med sit første dansksprogede album. Et album Fed Fredag forhåbentlig også får en smagsprøve på.

Den danske rapper Oliver Kesi Chambuso har siden sin debut i 2011 sat sit præg på den danske hip-hop- og grimescene under kunstnernavnet Kesi sammen med navne som Gilli, Sivas og Benny Jamz. Kesi har skabt hits, der har ført til topplaceringer på Spotify, og han er klar til at indtage den nye scene under åben himmel med rene ørehængere.

Som kronen på værket vil Danmarks lykkeligste band, TV-2, med garanti forkæle Fed Fredags publikummet med en stribe af solide hits, når de gæster Tivoli Friheden. Bandet har eksistereret siden 1981 og fejrer i år 40-års jubilæum på den danske musikscene. Publikum kan derfor med stor sandsynlighed glæde sig til at synge med på tidløse klassikere som Bag duggede ruder, De første kærester på månen og Alt hvad hun ville var at danse på den nye scene i Tivoli Friheden – i TV-2’s egen hjemby ikke at forglemme.

Billetter til næste års Fed Fredag koncerter kommer snart i salg på Tivoli Frihedens hjemmeside. Har du et platin eller deluxe sæsonkort til Friheden, får du fri adgang til samtlige Fed Fredag koncerter.

Legendariske TV-2 gæster Tivoli Friheden 27. maj '22, hvor de med garanti leverer et brag af en danse- og syng-med-fest til Fed Fredag. PR Foto

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen