Northside dropper kødet for at blive plantebaseret

Kød er fortid på aarhusiansk festival fra næste år. I stedet vil der blive skabt nye retter i standende, der udelukkende er økologiske og plantebaseret.

Artiklens øverste billede
Stemning fra Northside Festival 2019. Foto: Stine Rasmussen

Nyt initiativ fra arrangørerne af NorthSide vil gøre det grønnere at gå festival. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Når NorthSide skydes i gang den 2.-4. juni 2022 vil maden til alle deltagende - gæster, artister og frivillige - udelukkende være plantebaseret og økologisk.

»NorthSide arbejder hele tiden med at hæve barren for bæredygtighed. I 2014 lancerede vi den første økologiske øl i samarbejde med Tuborg. I 2019 fjernede vi engangsplastkrus og salg af vand på flaske, og i 2022 står plantebaseret mad side om side med overgangen til 100% grøn strøm,« oplyser Brian Nielsen, festivalchef for NorthSide, i pressemeddelelsen.

Tanken er at tage gængerne med på en rejse ind i fremtidens gastronomiske oplevelser og sætte en retning for inspiration i forhold til nye bæredygtige tiltag.

»Vi vil gerne fortsætte med at overraske, udfordre og gå forrest, og at servere plantebaseret mad er et naturligt næste skridt på vores bæredygtighedsrejse. Det er fremtidens mad nu,« siger festivalchefen.

Vigtigt for klimaet

Dansk Vegatarisk Forening og Økologisk Landsforening står bag Plantebaseret Videnscenter og de samarbejder med festivalen om tiltaget:

»Når NorthSide vælger, at maden på festivalen er plantebaseret og 100% økologisk, sender de samtidig et vigtigt signal om, at fremtiden er og skal være grønnere. Noget af det allervigtigste, vi hver især kan gøre for klimaet, er at spise langt mere grønt og tilsvarende langt færre animalske produkter; og hvis vi så samtidig vælger økologiske fødevarer, er vi med til blandt andet at sikre vores rene grundvand, bedre dyrevelfærd og rigere biodiversitet i og ved markerne,« siger Katrine Ejlerskov, centerleder for Plantebaseret Videnscenter blandt andet i pressemeddelelsen.

Smagsløgene skal inspireres

NorthSide er den første danske festival, der helt dropper kødet og går plantebaseret mad. I de næste måneder vil festivalen og stadepladsholderne sammen skabe retter, der kan udfordre og inspirere festivaldeltagernes smagsløg. Derudover lancerer de en ny madplakat og sender små teasere ud om de nye tiltag op til festivalen i juni 2022.

mw

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen