Aarhus Jazz Orchestra besøger byens lokalcentre

Nanna Kamp og Mads Bærentzen fra Aarhus Jazz Orchestra er på turné på aarhusianske lokalcentre. 

Artiklens øverste billede
Nanna Kamps klang, frasering og lyriske klarhed i stemmen slog fuldstændig benene væk under pianisten Mads Bærentzen. Nu er de en duo. Pressefoto

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Mads Bærentzen, der til daglig er pianist i Aarhus Jazz Orchestra, og sanger Nanna Kamp er blandt andet kendt fra Fællessang på DR1, hvor de optrådte tidligere på året.

Duoen udgav i januar 2021 deres debutalbum “Kindness in your eyes” med nyskrevet musik af Mads Bærentzen og tekster af forfatter Helle Hansen.

Ved koncerterne på lokalcentrene bliver der mulighed for at høre en god del af disse sange. Udover dette har duoen også nogle danske salmer og sange i moderne fortolkninger på repertoiret inspireret af den nordiske folketone i et lyrisk, improviseret musikalsk univers.

»I maj 2019 akkompagnerede jeg Aarhus Pigekor ved en koncert i Christianskirken i Aarhus. På et tidspunkt var der et af kormedlemmerne, der skulle synge solo i et a capella-nummer. Det glemmer jeg aldrig; den klang, den frasering og den lyriske klarhed i stemmen slog fuldstændig benene væk under mig. Det var Nanna Kamp, der sang soloen, og jeg tænkte med det samme, at hende ville jeg forsøge at komme til og spille sammen med,« siger Mads Bærentzen, pianist.

»Efter koncerten kontaktede jeg hende, og hun var heldigvis med på ideen. I starten af 2020 fik vi for første gang mulighed for at spille musikken sammen. Et samarbejde, jeg sætter utrolig stor pris på og ser frem til at videreudvikle i de kommende år,« fortsætter han.

Helt gratis

Koncertrækken er en del af en samarbejdsaftale mellem Aarhus Jazz Orchestra og Magistratsafdelingen for Sundhed og omsorg i Aarhus Kommune om at få jazzmusikken ud at spille på kommunens lokalcentre – helt gratis!

Det er en samarbejdsaftale, som det aarhusianske bigband sætter pris på. Orkesterchef Anders Ørbæk fortæller:

»Lokalcenterkoncerterne er en tilbagevendende begivenhed som vi altid glæder os til hos Aarhus Jazz Orchestra,« siger Anders Ørbæk.

»Her møder vi folk i øjenhøjde og i et lidt mere intimt koncertformat end vi er vant til, og det er altid meget meningsfuldt - bl.a. fordi vi får mange positive tilkendegivelser. Vi laver ikke mindre end 24 lokalcenterkoncerter om året i forskellige formater.«

Der er fri entré til alle koncerter, men enkelte steder skal der reserveres plads på forhånd. På Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside kan man finde en liste over alle de lokalcentre, som duoen besøger med koncerten.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen