Musikhuset Aarhus har sidste musiknavn klar til 40-års fødselsdagsfest
Norske Ane Brun fuldender den endagsfestival, som Musikhuset Aarhus afholder i august for at markere stedets 40 års fødselsdag.
Til august er det præcis 40 år siden, at Musikhuset Aarhus åbnede, og det bliver markeret med en endagsfestival, hvor et større antal musiknavne er klar til at optræde. Blandt andre kigger Carl Emil Petersen, The William Blakes, Velved Volume og Blaue Blume forbi.
Sidste navn på festivalplakaten er norske Ane Brun, som dermed fuldender programmet til Life is Live Festival, der fylder alle Musikhusets sale med musik.
»Ane Brun er en af Nordens allerdygtigste og mest spændende singer-songwriters. Vi er super glade for, at hun bliver sidste navn til vores fødselsdagsfestival. Det bliver en festlig dag, hvor alle musikelskere får mulighed for opleve virkelig dygtige kunstnere folde sig ud i vores vellydende sale. Vi håber, I har lyst til at kigge forbi og sammen fejre musikken og Musikhusets 40-års fødselsdag,« siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, i en pressemeddelelse.
Udover de 12 hovednavne er der under festivalen musik med spirende talenter på Musikhusets mindre scener og udendørs koncerter på scenen i spejlbassinet foran huset.
Det er lørdag 27. august, at Musikhusets fødselsdagsfestival afholdes.
jwh