Hvorfor så vi ikke, at Søren ikke kunne holde livet ud?
Forsangeren Søren Holms helt særlige stemme forstummede, da han opgav livet. Nu tager hans mor ordet: Vi skal tale tabuerne ihjel og forholde os til psykisk sygdom og selvmord.
I Søren Holms barndomshjem i Brabrand er væggene langs husets centrale trappe dækket af familiefotos. Hans mor, Leonida Nielsen, har hængt dem op og glæder sig hver dag over at se sine seks børn og børnebørn i mange sjove situationer. De betyder alt for hende – og nu er det værst tænkelige sket. Hun har mistet sin kun 25-årige søn til selvmord efter flere års psykisk sygdom. Han tog sit eget liv for et år siden. Først nu er hun klar til at tale om det.
Leonida Nielsens søn var forsangeren i bandet Liss, Søren Holm.
»Det gør utrolig ondt inde i mig, at han ikke er her til at se, hvor meget han egentlig har nået. Jeg er så ulykkelig over det. Ingen kan forstå, hvor rædselsfuldt det er. Men selv om det er virkelig svært, taler jeg højt om det, for det ville Søren gerne gøre. Han nåede det bare ikke,« siger Leonida Nielsen.
Hun er fortvivlet over det, der er sket, og i dyb sorg men samtidig også meget stærk. Sørens mor har tænkt sig godt om, inden hun sagde ja til at møde Århus Onsdag og har kun gjort det på den betingelse, at hendes øvrige familie og deres liv holdes helt ude af denne fortælling. For den handler om hendes talentfulde søn, der helt meningsløst gav op - trods stor succes, et væld af gode, nære venner og en kærlig familie.
Det må ikke ske igen.
»Hvorfor så vi ikke, hvor syg han var? Hvad skulle vi have gjort anderledes? Det spørger jeg mig selv om igen og igen. Jeg troede, at jeg så ham.«
Leonida Nielsen tørrer tårerne væk og fortsætter sin fortælling. Hun er stålsat på at tale om alt det, der er så svært. Og også om alt det gode, der var i Sørens liv.
Han sagde, at livet er smukt, og der er så meget at leve for. Han fandt et frirum og skrev, mens han var indlagt, og han kom hjem og spillede musik. Det så helt perfekt ud.
Forsøgte at tage sit liv
Hun fortæller, at Søren lyttede, læste, tænkte og tegnede meget. Han var god til det og endnu bedre til at forudse situationer og komme med gode forslag til andre, selv om han bare var seks-syv år.
»Han kunne se folks forcer, kvalitet og indhold. Det brugte han til at skabe dybe relationer og få mange rigtig gode venner. Jeg er simpelthen så imponeret over, at han kunne samle så mange fantastiske mennesker omkring sig. De har sendt mig julegaver, kort og sms’er,« siger Leonida Nielsen med et stort smil og glæde i stemmen.
I samme åndedrag nævner hun alle de venner og gode naboer, der har været en stor støtte for hende. Det er vigtigt at få med.
Ingen i Søren Holms omgangskreds eller familie var i tvivl om, at han havde det svært og kæmpede med sin psyke. Hans op- og nedture var tydelige, og noget de alle forholdt sig til. Men ingen af dem vidste, at det var så slemt, at han så selvmord som den eneste vej ud af elendigheden.
I en periode for cirka fem år siden kom han hjem til Brabrand og boede sammen med sin familie, fordi han på en sommerhustur med bandet fik et angstanfald. Søren havde det skidt, men det var først, da Leonida Nielsen en aften pludseligt så mærker på hans hals efter et reb, at det gik op for hende, hvor slemt han havde det.
»Jeg spurgte ham straks, om han havde forsøgt at tage sit eget liv, og han sagde ja. Så gav jeg ham og mig selv jakke på og bad ham sætte sig ind i bilen. Vi kørte på psykiatrisk hospital uden at tale om det, for jeg ville ikke risikere, at han satte sig imod det. De indlagde ham med det samme, og han blev der i et par måneder.«
I tiden med indlæggelsen talte Søren Holm ikke ret meget om, hvordan han egentlig havde det. Hans mor sad på sengekanten og spurgte ind til det. Han forsikrede hende om, at han ikke ville tage sit eget liv.
»Han sagde, at livet er smukt, og der er så meget at leve for. Han fandt et frirum og skrev, mens han var indlagt, og han kom hjem og spillede musik. Det så helt perfekt ud,« siger Leonida Nielsen. Hendes blik søger ud af stuens store panoramavindue til et fjernt sted.
I årene derefter var der et stort pres på Liss, der blandt andet turnerede i udlandet og hele tiden var på farten. De forsøgte samtidig at skrive nyt musik på hotelværelserne om aftenen, og det var en næsten umulig opgave som tærede.
Efter en lang række af svære og mindre svære tider gik en af vennerne fra Liss med Søren Holm til læge for at tale om en medicinering, der virkede til at gøre ham fuldstændig manisk. Lægen afviste det, men et besøg hos en privatpraktiserende psykiater bekræftede mistanken, og medicinen blev justeret.
I april lagde jeg mærke til, at han tabte sig. Han boede i København, og jeg ringede mange gange uden at komme i kontakt. Jeg tog over til ham i begyndelsen af maj, og da han ikke var hjemme, satte jeg mig til at vente uden for døren. Men han dukkede ikke op, og til sidst måtte jeg gå.
Husk at ringe til mor
Liss fortæller i DR’s podcast, ’Liss - Tonerne af en afsked’, at Søren derefter virkede til at have det meget bedre. De kunne tale med ham om hans sygdom, og de kom endelig i gang med at afslutte flere års arbejde med deres første album.
De var glade.
Søren Holms mor troede også, at det gik godt, men hun blev alligevel urolig.
»I april lagde jeg mærke til, at han tabte sig. Han boede i København, og jeg ringede mange gange uden at komme i kontakt. Jeg tog over til ham i begyndelsen af maj, og da han ikke var hjemme, satte jeg mig til at vente uden for døren. Men han dukkede ikke op, og til sidst måtte jeg gå.«
Leonida Nielsen delte sin bekymring med en veninde, der trøstede hende:
»Hun sagde, at han jo var voksen, og at han nok skulle ringe tilbage. Men det gjorde han aldrig. Jeg har fundet en besked i hans telefon til sig selv: Husk at ringe til mor, står der.«
Leonida Nielsen tillader tårerne at strømme, men er stadig fattet.
Søren Holm nåede ikke at ringe, før livet blev ubærligt for ham. Men han nåede at slutte det, han var begyndt på med Liss. At gøre gruppens første album færdigt. De var alle meget stolte over resultatet, som Søren Holm havde stor indflydelse på. Både musikalsk men også som det menneske, han var. Han tog lederskab.
Arbejde frem for fest
»Søren følte sig utrolig forpligtet og arbejdede rigtig meget. Jeg kunne høre, at han var i gang ved computeren meget sent om aftenen. Han var en arbejdshest. Han har nået at udgive 28 sange og skrive mange flere. Han arbejdede konstant. Liss var så vigtig for ham, at han valgte at tage til London og spille koncert i stedet for at feste og tage med studentervognen, da han blev student fra Statsgymnasiet.«
Leonida Nielsen udfordrede ind imellem sønnens valg, og om det var nødvendigt at arbejde så meget. Kunne han ikke holde lidt fri?
»Han kunne sige nej så hele huset rystede. Han kunne blive rasende, når vi talte om hans disciplin. Han sagde: Mor, hvis jeg ikke bliver ved, svigter jeg mange mennesker.«
Ingen ved, om tidspunktet for Sørens dødsfald hænger sammen med det færdige album. Med det har han efterladt alle sine sangtekster og delt sine tanker.
»Jeg hører hans musik, når jeg er ulykkelig, og når jeg arbejder med noget, der er svært. Jeg får kræfter af at føle, at han er tæt på. Så går jeg og rydder op i hans ting og læser i hans dagbøger, indtil det er for svært. Hans musik giver mig noget helt særligt. I dag hører jeg hans tekster som dobbelttydige - som om han vidste, hvornår han skulle herfra,« siger Leonida Nielsen.
En ting er helt sikkert. Søren fik alt for kort tid sammen med familien - også selv om han var mere til stede end de fleste og mærkede ting før andre. Og hans mor tænker hver dag på, hvad der kunne have ændret Sørens skæbne.
»Vi skulle have givet ham den hjælp, han ikke selv var i stand til at bede om. Måske skulle jeg have braset mere ind. Måske skulle jeg have været mere opsøgende og insisterende, men han var afvisende og forsøgte at skrive sig ud af det,« siger Leonida Nielsen med et meget tungt hjerte.
Hun tror ikke, hendes søn virkelig ønskede at forlade livet. Men at han simpelthen ikke var i stand til at række ud.
Da Søren var indlagt, sagde han, at der var mange, der havde brug for hjælp. Da jeg spurgte ham, om der var nogen, der kunne give det, der skal til, sagde han: Nej. Men jeg vil gerne tale om det og gøre noget. Nu har jeg forsøgt at sige det for ham.
Jeg taler for Søren
Hun er ikke i tvivl om, at det ville have været en stor hjælp, hvis det ikke var så tabubelagt at have det skidt og at være angst og deprimeret.
»Vi skal tale om det - til vi brækker os over det. Vi skal informeres, samtale og dygtiggøre os, så vi kan få hul på det, der er svært for alt for mange unge. Børnene skal lære, at det også er en del af livet. Vi er så dygtige herhjemme til at sætte fokus på det vigtige, men her gør vi det ikke godt nok,« fastslår Leonida Nielsen.
»Vi er så pæne udenpå, men det kan vi ikke bruge til noget - guldet er i virkeligheden indeni. Og selv om det er svært at tale om det, der er svært, skal vi gå i gang, for så bliver det mindre svært,« opfordrer hun.
Center for Selvmordsforskning skriver på sin hjemmeside, at selvmord er den anden hyppigste dødsårsag blandt de 10-24-årige.
Sundhedsstyrelsen skriver, at der de seneste 10 år er sket en markant stigning i antallet af børn og unge, der har været i kontakt med psykiatrien, og omkring 15 procent af alle børn har været i behandling, inden de fylder 18 år.
I starten af juli gik en kun 22-årige psykisk syg mand til angreb på tilfældige mennesker med et jagtgevær i shoppingcentret Fields. Han dræbte tre og sårede fire. Leonida Nielsen ser det som et grufuldt eksempel på endnu et ungt menneske, der ikke fik den hjælp, han skulle have haft.
»Da Søren var indlagt, sagde han, at der var mange, der havde brug for hjælp. Da jeg spurgte ham, om der var nogen, der kunne give det, der skal til, sagde han: Nej. Men jeg vil gerne tale om det og gøre noget,« siger Leonida Nielsen med et bedrøvet men fast blik.
»Nu har jeg forsøgt at sige det for ham.«