Elsker Tobias Rahim: Stod i timelang kø for at møde ham - to gange
For fire unge fans var mødet med Tobias Rahim så overvældende, at de brød hulkende sammen. Hvorefter de igen stillede sig op i køen for at få et mere fattet møde med ham i Musikhuset Aarhus.
Tobias Rahim-fans snoede sig i en lang slange-kø i Musikhusets foyer onsdag eftermiddag 30. november. Det afholdt ikke de største fans, der tog turen hele to gange.
Den store mand var placeret bag tunge sorte loft-til-gulv gardiner, hvorfra der lød live lounge-musik. Han var i selskab med en guitarist, der sørgede for god stemning.
Og det var der i Rahims fan-telt, hvor han modtog en lind strøm af fans, der defilerede forbi. Trods streng kontrol fra en række vagter, lykkedes det at samtale en smule.
”Ingen video eller foto” stod der overalt. Vagten lod os tydeligt forstå, at det ikke var muligt at få kunstnerens telefonnummer eller noget, det ville tage lang tid at tegne.
30 sekunder med Rahim
»Vi hører, at vi ikke kan få dit nummer - hvad med en lille tegning?«
Med et stort grin tegnede Tobias Rahim en penis, der peger op mod solen, mens han sagde:
»Nu må I ikke dømme mig. Jeg er ikke tegner men bare en kunstner.« Han så os i øjnene. Måske var tegningen trods den gode stemning lidt for kæk. Han valgte at tilføre en ikke særlig glad person.
»Det her er en mand, der hedder Lars. Han er død,« fortsatte han muntert.
Da vi spurgte, hvordan det var at være i Aarhus og signere bøger, forsøgte vagten, at få os til at gå, for der var absolut ikke tid til at tale - kun til at tegne. Tobias Rahim satte igen pennen på papiret, og købte os nogle dyrebare sekunder, mens han tegnede et hjerte med sine initialer i, og svarede:
»Det er sjovt - og det er på en måde som en form for speed dating.«
Vi fik endnu et stort smil, så var vores 30 sekunder for længst gået og vi blev gelejdet ud af Rahim-rummet.
Det var fuldstændig fantastisk og ubeskriveligt at møde Tobias Rahim. Han betyder alt for os. Han er helt sin egen og anderledes, fordi han har en federe personlighed og skriver bedre tekster.
Grædende fans
For nogle af de helt unge fans, var mødet med Tobias Rahim så overvældende at de brød grædende sammen og kom stortudende ud af teltet.
Fire af dem havde fundet sammen i en fælles katte-gruppe, de har oprettet, fordi Tobias Rahim er vild med katte. Det har de taget til sig og mødtes i Musikhuset, hvor de kom ud af Rahim-teltet som nogle af de allerførste.
Caren Tilling, Lærke Flink, Caroline Brok og Maise Lind knækkede sammen af gråd og holdt om hinanden med tårerne strintende.
»Det var fuldstændig fantastisk og ubeskriveligt at møde Tobias Rahim. Han betyder alt for os. Han er helt sin egen og anderledes, fordi han har en federe personlighed og skriver bedre tekster. Vi har fulgt ham længe og lytter til hans musik hver dag og har været til alle de koncerter, vi har kunnet komme til,« forklarede de, da de havde samlet sig.
Et øjeblik efter købte de hver en plakat og stillede igen op i køen.
»Vi kom bare til at græde første gang, så nu går vi ind til ham igen, så vi kan nå at tale med ham,« sagde de euforisk og nåede som nogle af de sidste i slange-køen igennem Rahim-teltet for at få 30 sekunder endnu en gang.