Music City Aarhus 2022 slutter med en stor koncert: »Vi gjorde det«
Music City Aarhus 2022 slutter med fællessang på Bispetorv og stor koncert fra tagene i Musikhusparken efter et år med mere end 200 arrangementer. Byens musikmiljø har - igen - løftet i flok.
Aarhus kan se tilbage på et musikår, der har budt på de helt store koncerter med de mest kendte, de kreative kræfter, kæmpe børnekor og sjove samarbejder som eksempelvis AGF-koncerter, podcasts om byens historie. Det slutter 17. december med fællessang, jam for alle og koncert fra tårn og tage i Musikhusparken.
Godt 15 millioner kroner fra kommunen, fonde og sponsorer har resulteret i mere end 200 arrangementer siden åbningskoncerten i marts på Bispetorv. Den samlede syv-otte tusinde mennesker, som oplevede byens unge talenter fremføre legendariske hits i selskab med The Antonelli Orchestra på scenen.
Vi har gjort det, miljøet har gjort det, byen har gjort det. Vi aner ikke hvordan, men Aarhus er en by, hvor det næsten umulige kan lade sig gøre.
Løftede i flok
Idéen til Music City kommer fra byens musikalske græsrødder, der var inspirerede af Kulturby 2017 og som gerne ville bygge noget, der bød på mere musik. Og selv om tiden var for kort og økonomien stram, stod musikmiljøet på klassisk aarhusiansk vis skulder ved skulder og løftede opgaven i flok. Det er lykkes så godt, at det måske ikke bliver byens sidste musikår.
»Vi har gjort det, miljøet har gjort det, byen har gjort det. Vi aner ikke hvordan, men Aarhus er en by, hvor det næsten umulige kan lade sig gøre. Her er nogen af alle slags: Dem der laver musik, steder du kan opleve det, nogen der formidler det og en politisk vilje,« analyserer Jesper Mardahl aarhusianernes evne til at flyve trods et faktuelt for lille vingefang.
Den første spæde tanke opstod for knap tre år siden, halvandet år senere var der skabt et sekretariat, og nu er et musikår snart afviklet. Det har krævet en kæmpe indsats fra mange mennesker med en stærk vilje.
»Det står stærkt for mig, at vi kan arbejde så tæt sammen på tværs. Det bliver sikkert ikke sidste gang. Vi har lært hinanden bedre at kende og har fået øje på flere af byens musikalske forcer som de mange kor på højt niveau og de mange nye talenter,« siger Jesper Mardahl og påpeger, at idéen om et musikår kom nedefra og voksede op igennem systemet.
Fødselshjælperne var Voxhall, NorthSide, HeadQuarters, Aarhus Volume, Spot, Musikhuset, Train, Radar og netværket Promus.
»Vi skabte en forening, så fundamentet blev så bredt som muligt. Spillesteder, musikskoler, små scener og de største steder var med,« fortsætter sekretariatslederen, der selv har været en del af miljøet i 40 år - både som musiker i Elevatordrengene og i en række roller på Genlyd og EMI og Gaffa.
Han har spillet med Thomas Helmig og Claes Antonsen i Elevatordrengene, har været support for Jacob Haugaard, der optrådte splitternøgen i Sofamania og har oplevet den Lou Reed-koncert i Vejlby-Risskov Hallen, hvor alt blev smadret. Siden er erfaringerne blevet brugt på at bygge nye tiltag, de seneste 12 år som leder i branchens netværk.
En flot finale
Musikåret åbnede stort og slutter bredt lørdag 17. december. Der kan aarhusianerne selv synge og spille med - sammen. Man kan fællessynge på Bispetorvet og jamme på en række spillesteder - og det er gratis.
»Det glæder jeg mig fandeme til at opleve. Alle kan da synge med på de kendte julesange sammen med DRs Katrine Muff. Og alle dem der har et instrument - nyt eller gammelt - kan spille med på byens torve. Man kan også uanset niveau jamme med kendte musikere på byens spillesteder,« siger Jesper Mardahl.
Man kan blandt andre spille med Mike Andersen og Ida Nielsen, der spillede bas med Prince. Det sker på utraditionelle steder som i en flygelbutik, på Teater Svalegangen og på Hotel Scandic.
Når mørket er falder på klokken 19, bliver Musikhuset, Aros og Rådhustårnet badet i lys, mens der strømmer lyd og musik fra de tre tage ud over publikum. Fra Musikhuset lyder et klassisk kor. Aros har dans i regnbuen. Og rådhustårnet sender et elektronisk værk ud.
Koncerten varer en halv time, og Frederiks Allé bliver i dagens anledning lukket af, så man kan få et helt uforstyrret udsyn til de tre tårne.