De slog Bambi ihjel og giver nyt liv til Steffen Brandts musik
De har skiftet trommer, bas og guitar ud med cello, bratsch og violin og giver nyt liv til alt fra Steffen Brandt-hits til undergrunds-rock med Kellermensch.
Navnet Who Killed Bambi blev født af et butiksvindue i Berlin. De fem kvinder, som danner bandet, nægtede at kalde sig noget så klassisk som for eksempel stryger-kvintetten. En af medlemmerne fik ved et tilfælde øje på navnet, og gruppen var straks vild med det. De er dog ikke alene om det, men deler navn med et gammelt punknummer fra Sex Pistols.
Ligesom punken forsøger at skubbe til rammerne for samfundet og musikgenren, så forsøger Who Killed Bambi at skubbe til rammerne for, hvordan strygermusik præsenteres.
»Vi prøver at gøre kløften mellem populær musik og klassisk mindre. Vi vil være et bindeled for de to verdener og vise, at strygere kan noget helt andet,« siger Mette Dahl Kristensen, musiker, komponist og arrangør i bandet Who Killed Bambi.
Bandet spænder fra at stå i et lyskædefyldt lokale med sangerinde, Ida Wenøe, og præsenterer en fin og skrøbelig version af, hvordan hun ville lyde med strygere, til at indtage store scener med Steffen Brandt eller Dúné og mærke 30.000 vilde fans.
»Det var enormt opslidende for gruppen, at der ikke skete noget og samtidig boede vi langt fra hinanden. I en periode snakkede vi om, hvorvidt der var mere potentiale.«
I dag bor alle fem medlemmer af gruppen i Aarhus, og den består af kvinder, der fast spiller i Who Killed Bambi. De hungrer efter at spille ny musik og udforske rammerne for, hvordan strygeinstrumenter kan bære musikken i nye retninger.
»Vi har aldrig drømt om en fast stilling i et symfoniorkester. Det er fedt, når man den ene dag spiller skolekoncerter, den næste hopper på turné og den tredje spiller i Musikhuset. Selvom vi kalder vores genre for stryger-pop, så indskrænker det ikke den musik, vi kan spille,« siger Mette Dahl Kristensen.
I 13 år har bandet spillet med flere store kunstnere som Rod Stewart, Steffen Brandt, Dúné og Father John Misty for at vise, at musikken fra de klassiske instrumenter kan andet, end at gengive Carmen og Beethoven.
»Formålet med musikken er ikke at nytænke, hvordan man spiller violin, men hvordan man præsenterer strygermusikken. Vi udfordrer altid, hvad vores format kan, og det er vigtigt for vores musik at vise, at strygere godt kan være det bærende element,« siger Mette Dahl Kristensen.
Potentiale
Gruppens første album landede i 2015, hvor den for første gang prøvede kræfter med at genfortolke andre kunstnere. Albummet røg på gaden - og så blev der stille:
»Vi arbejdede så hårdt, og spillede releasekoncerter op til udgivelsen, men så skete der bare ingenting. Det var det vildeste antiklimaks,« siger Mette Dahl Kristensen og fortsætter:
»Det var enormt opslidende for gruppen, at der ikke skete noget og samtidig boede vi langt fra hinanden. I en periode snakkede vi om, hvorvidt der var mere potentiale i Who Killed Bambi.«
»Jeg har en skabertrang som gør, at jeg elsker at se koncepter blive ført ud i livet.«
Det var der.
I forbindelse med, at Aarhus blev kulturhovedstad i 2017 og der var stor kulturel aktivitet, inviterede bandet 12 solister for at spille 12 forskellige koncerter. En solist per koncert. Formålet var at præsentere kunstnerne udenfor deres sædvanlige rammer og i det gode selskab med det Bambi-dræbende band og deres strygeinstrumenter.
»Flere gjorde os opmærksom på, at det var for dumt, at vi ikke optog de koncerter, som vi spillede. Der gik op for os, at vi havde lavet en fejl. Vi blev derfor enige om at invitere kunstnerne forbi vores studie til at indspille én sang fra hver koncert. Det blev til vores nyeste album, der helt enkelt hedder ”12”,« siger Mette Dahl Kristensen.
Ifølge musikmagasinet Gaffa var der så meget potentiale, at albummet fik fem stjerner og roser for at være en helhed:
»En stringent og gennemført helhed. ”12” er dragende, et mangefacetteret og dybt værk. De 12 sange er som sammenløbende, sarte farver i en vasketøjsbunke,« skrev magasinet.
Den store scene
Bandet har nu optrådt sammen i 13 år. Medlemmerne jonglere hus, musisk-arbejde og til tider børn på samme tid. Nu inviterer bandet til stor koncert med alle 12 artister fra albummet.
18. december fylder Who Killed Bambi den store sal i Musikhuset med de 12 solister, og samtidig kommer tre pigekor og deltager i koncerten. Med et suprise show til slut bliver der i alt flere end 100 artister på scenen i løbet af aftenen.
»Jeg har arbejdet fuldtid med Who Killed Bambi i et halvt år nu, for at få det til at gå op. Den sidste måned har jeg arbejdet med det her projekt hver eneste dag,« siger Mette Dahl Kristenen, mens hun scroller igennem en håndfuld excelark, der hjælper med at holde styr på logistikken.
Den store koncert fylder ikke kun i arbejdskalenderen, men giver også forventningens glæde. Mette Dahl Kristensen ser mere frem til den, end til juleaften.
»Jeg har en skabertrang som gør, at jeg elsker at se koncepter blive ført ud i livet. Der er ikke noget bedre, end at have arbejdet på noget i lang tid, og så se det lykkes,« siger Mette Dahl Kristensen og afslutter optimistisk:
»Efter så meget forberedelse, kan jeg ikke se, hvad der kan gå galt.«