Skoleelever laver deres egen version af Mozarts opera
Aarhus-skoler skal udforme og opføre, Tryllefløjten, med inspiration fra Den Jyske Opera.
I januar bliver en lang række skoler i Aarhus inviteret med til en workshop, ”En Fortryllende Dag”. Den er primært for 5.klasse, der skal skabe og opføre deres egen opera, hvorefter de kan invitere deres voksne med i det lokale teater for at se Mozarts ”Tryllefløjten”. Ambitionen med projektet er at åbne børnenes øjne for operaens verden.
Med ”En Fortryllende Dag” giver Den Jyske Opera eleverne et kreativt rum for indtryk og udtryk, når de gennem musik og drama mærker Tryllefløjtens stærke tematikker på egen krop – for eksempel i kampen mellem det gode og det onde.
Børnene kommer til at møde kunst i form af både Mozarts værk og arbejdet i klasserummet med æstetik, konkret musik, sang og drama samt kunstneriske arbejdsprocesser.
Workshoppen vil foregå på skoler i Åbyhøj, Tranbjerg, Hinnerup, Lystrup, Højbjerg, Hjortshøj, Sabro, Aarhus C, Aarhus V, Egå, Hasselager.
Tryllefløjten på turné
Imens børnene laver deres egen opera i skolen, turnerer Den Jyske Opera sammen med landsdelsorkestrene rundt i hele landet med familieforestillingen Tryllefløjten i perioden 2. februar- 18. marts.
I denne uge mødes sangerne og det kreative hold for første gang til prøvestart i Den Jyske Operas produktionslokaler i Aarhus. Forestillingen er bearbejdet således, at den med de bedste melodier rettes mod familier og ikke varer længere end en familiefilm.
Tryllefløjten vil derved præsentere nuværende og kommende Mozart-fans for alle de berømte melodier. Og som prikken over i’et hentes orkestret op i øjenhøjde, så alle i salen kan opleve glæden ved Mozarts smukke musik, lyder det i pressemeddelelsen fra Den Jyske Opera.
gs