Se unikke fotos: Bamse sendte to kærlighedsbreve til sin Käte - hver dag
Kærlighedslivet med Bamse bød på et væld af søde breve og sange, ind imellem at han glemte at købe sko til deres bryllup og tog ud at spille, da familiens hus brændte.
Bamses kone og hans pladeselskabsdirektør fortæller i et ny foredrag om henholdsvis deres kærlighedsliv og arbejdsliv med Flemming Bamse Jørgensen.
Et øjeblik efter at direktøren havde fået idéen, og Käte Jørgensen havde sagt ja, var der bud efter dem 35 forskellige steder i landet. Et af dem er Dokk1 i Aarhus, som de besøgte i onsdags.
»Vi har haft et fantastisk samarbejde med Nimbus Film om Bamse-filmen, som var så tæt på virkeligheden, at jeg i mine 47 år i branchen aldrig har set noget lignende. Filmholdet talte mange gange med os om Bamses liv, og vi opdagede, at der er mange gode historier at fortælle. Det gør vi nu, og vi får positive tilbagemeldinger om, at tilhørerne føler, at de kommer med bag kulisserne,« siger Jens Ove Friis, der arbejdede tæt sammen med sangeren i CMC Records i 17 år.
Han kan blandt meget andet fortælle, at kun han, Käte Jørgensen og Flemming Bamse Jørgensen troede på det album, der blev musikerens største succes. Hvorfra Jens Ove Friis fik idéen, vender vi tilbage til senere i artiklen.
Bamse-filmen var så tæt på virkeligheden, at jeg i mine 47 år i branchen aldrig har set noget lignende. Filmholdet talte mange gange med os om Bamses liv, og vi opdagede, at der er mange gode historier at fortælle.
Skulle sove hver for sig
Käte Jørgensen fortæller om hendes umiddelbare forelskelse i den unge Flemming, der ikke førte sig frem men alligevel havde ordet i sin magt - i hvert fald, når han skrev.
»Da han var i militæret, skrev han to og nogle gange tre breve til mig om dagen. ”Käte, vil du gifte dig med mig?” stod der i dem alle sammen, og jeg svarede ”ja selvfølgelig” hver gang. Senere efterlod han altid et brev på trappen til mig, når han tog på job, og der stod altid, at han glædede sig til at komme hjem igen,« fortæller hun.
Käte Jørgensens forældre var tillidskvinde og kranfører, hvilket var meget anderledes end svigerforældrene, der ejede en gummifabrik.
De blev inviteret hjem til hendes familie, da det unge par skulle forloves, og da selskabet blev ophævet et par timer efter midnat, ville svigerfar have Flemming Bamse Jørgensen med hjem. ”Vi skal ikke til at have småfolk nu,” sagde han til sin søn, der undrede sig.
»Jeg følte, at jeg blev nødt til at træde i karakter og sagde til min svigerfar: ”Hr. Jørgensen, de kommer aldrig til at bestemme, hvornår vi skal have børn”,« ler Käte Jørgensen.
Ikke længe efter kaldte militæret, så Bamse måtte afsted. Han holdt som nævnt tæt kontakt med Käte via sine daglige breve, og et bryllup blev aftalt.
Flemming sluttede tjenesten en torsdag, var på en festlig polterabend fredag og skulle stå i kirken til middag lørdag. Da han gjorde sig klar, opdagede en onkel, at gommen manglede passende sko. Sådan nogle havde den unge mand ikke lige fået købt, så det måtte ordnes i al hast.
»Han nåede kirken nogle minutter før mig. Da jeg mødte ham oppe ved alteret, klappede han mig bagi og kaldte mig en skøn tøs. Han var vist ikke helt ædru,« fortæller enken med et kæmpe smil.
Jeg bad sygeplejersken om at ringe til stadion og få dem til at annoncere, at Bamse netop havde fået en søn. Han kom til en give en frygtelig masse øl.
I bad da huset brændte
Familien var uden tvivl meget vigtig for sangeren, der elskede sin musik, sit band og sine fans næsten lige så højt. Dem ville han ikke svigte for noget i verden. Så selv i snestorm holdt han sine aftaler, og da familiens hus brændte, tog han nogle timer senere på job.
Käte Jørgensen opdagede branden og måtte hente sin mand, der var i bad og overhovedet ikke havde lagt mærke til noget. Flammerne var lige så høje som huset. Lidt senere stod han sammen med familien i haven i underbukser, da en røgdykker kom til stedet.
Nogle af os ville måske have bedt ham om at hente arvesølvet eller familiens fotos, men Flemming Bamse Jørgensen bad ham om at hente et færdigt masterbånd med et nyt album, der lå i en boks, og et par overalls i det tredje skab til venstre på første sal, for sangeren skulle på job samme aften.
Det mente hans bandkolleger ikke var nødvendigt.
»Jeg har en kontrakt og et publikum, der venter. Käte klarer det her,« sagde Bamse.
»Og så tog han til Galten for at spille. Han ringede hjem i pausen og spurgte hvordan det gik, og hvor vi skulle sove,« fortæller hans kone, der tager hatten af for Flemming Bamse Jørgensens arbejdsmoral.
»Jeg er stolt af ham. Nogle af vores rigtig gode venner delte deres hjem med os de næste tre uger, så det var ikke et problem,« fortsætter hun.
Käte Jørgensen har taget livet med den elskede og dedikerede musiker med ophøjet pande og har løst alle situationer undervejs. Også da hun gik i fødsel med sønnen Theis, mens manden sad på stadion til en AGF-kamp.
»Jeg bad sygeplejersken om at ringe derud og få dem til at annoncere, at Bamse netop havde fået en søn. Han kom til en give en frygtelig masse øl, og så skyndte han sig til fødselsstiftelsen for at se til os,« forklarer hun.
Den største succes
Den kærlige familiefar barslede også. Han satte masser af musik i verden. Han havde daglige telefonsamtaler med Jens Ove Friis, der blev Bamses sparringspartner i 1993.
»Når vi lykkedes med at skabe noget i studierne, kunne det ind imellem være en hård fødsel, men vi havde også mange virkelig gode stunder. For eksempel syntes Flemming, at det var helt skørt, at jeg på et tidspunkt forslog Chief 1 som producer. Flemming kendte ham som rapper, men han kan det hele, og de blev bedste venner,« forklarer direktøren, der gik på pension i 2021.
Jens Ove Friis har opnået meget gennem tiden og kan, som han siger, tapetsere en hel hal med de guld, sølv og platinplader, han har været med til at sætte i verden. En af dem var særlig svær og er meget betydningsfuld for ham i dag.
Bamse indkaldte til møde og præsenterede ham, hans makker Benny Bach og manageren, John Madsen for en bunke af nye numre, som sangeren selv var begejstret for.
»Jeg blev nødt til at være ærlig, for det var mit job, og sige, at jeg ikke troede på dem. Jeg foreslog Flemming at gøre noget helt andet - at folde sit store sangpotentiale ud på et crooner-album med sine yndlingssange. Jeg havde oplevet ham synge ”Yesterday” a cappella på Skanderborg Festival, så alle blev tavse og lyttede med,« siger Jens Ove Friis.
Kun han, Käte Jørgensen og Flemming Bamse Jørgensen troede på den idé. Sangeren tabte 58 kilo, lod håret gro og blev stylet til albummet, der hedder ”Stand by me”.
»Vi havde numsen på den varme kogeplade. Det var dyrt at indspille en plade og markedsføre i 1999. Heldigvis lykkedes det over al forventning. Han fik for første gang en førsteplads på hitlisterne. Albummet solgte flere end 200.000 eksemplarer og blev hans absolut største succes,« fortsætter manageren.
Han nåede kirken nogle minutter før mig. Da jeg mødte ham oppe ved alteret, klappede han mig bagi og kaldte mig en skøn tøs. Han var vist ikke helt ædru.
På vej til Nashville
Makkerparrets næste projekt skulle være en country-inspireret plade, der skulle indspilles i Nashville. Det havde Flemming Bamse Jørgensen ønsket sig i nogle år.
»Vi mødtes 11. december 2010 og fejrede ”Stand by me”-succesen ved at bestille flybilletter til Nashville i det nye år. Vi havde udvalgt sangene og ville lave noget new country. Inden vi skiltes, ønskede vi hinanden god jul. Det blev desværre sidste gang, vi sås,« siger Jens Ove Friis, der føler sig møghamrende heldig, fordi han har været med i branchen på det rigtige tidspunkt.
63-årige Flemming Bamse Jørgensen døde nytårsnat af et hjertestop 1. januar 2011 i sit hjem.
Foredraget om Bamses liv og karriere var i Aarhus arrangeret af AOF. 22. marts er der endnu et på Sabro Bibliotek.