Støjdæmpet Fed Fredag er klar med danske kendisser og internationale navne
Tivoli Friheden satser stort på koncerter. I år bliver der 26 med kendte danske kunstnere og internationale indslag, der vil blive flere af.
Sidste sommer åbnede Tivoli Friheden sin nye scene, der lever op til internationale standarder. Publikum og artisterne tog godt imod den, men musikken generede i området, fordi den overskred lydgrænsen.
Den udfordring gav tivoli overarbejde. Efter et år med midlertidige støjvægge, støjdæmpning på facader, sandsække, en anden type bas og et nyt anlæg har Friheden fundet en gennemgribende og dyr men forhåbentlig også holdbar løsning.
»Vi har monteret to støjvægge på hver sin side af scenebygningen. Væggene er nu i fuld funktion og vi er i fuld gang med at bygge en 135 meter lang støjdæmpende væg indenfor hegnet ud til skovbrynet. Den bliver helt færdig midt i maj,« forklarer Henrik Olesen, direktør for Tivoli Friheden.
Den grønne væg er op til 12 meter høj og skal stå i skellet mellem den naturlige vegetation i skovbæltet og parkens grønne plæner. Den er grøn og bliver dækket af bevoksning, så den blender ind i parken. De to transparente vægge ved scenen er knap ni gange ni meter.
Kendte navne
De fede fredage er en succes for forlystelsesparken, der på et år har haft besøg af op til 175.000 gæster på fredage. Derfor har Friheden valgt at satse på større danske og fra i år også internationale navne.
Det første af dem er Seal, der sidst gav koncert i Danmark i 2005 og satte sit præg på 1990’erne med hits som ”Crazy,” ”Killer” og ”Kiss from a Rose”. Også en hyldestkoncert til Whitney Houston, ”The Greatest Love Of All”, har fundet vej til plænen i Aarhus med sydafrikanske Belinda Davids på scenen.
Målet er, at der skal være tre-fem koncerter af den slags om året.
»Vi ved ikke, om vi når det i år. Seal er økonomisk i en klasse, vi ellers ikke kan præstere, men det er lykkedes i et samarbejde med Live Nation. Vi vil gerne udnytte potentialet i den nye scene, som vi har investeret i netop for at opgradere. Og publikum har taget godt imod det,« uddyber Henrik Olesen.
Han har fået mange positive tilkendegivelser fra folk, der er begejstrede for den lange liste med kendte navne. Rasmus Seebach, Clara, Christopher, Scarlet Pleasure, Jada, Drew Sycamore, Tessa og Jung er nogle af dem.
Fire af sæsonens koncerter henvender sig måske til det mere modne publikum, og de afvikles på lørdage. De er med Birthe Kjær, Lis Sørensen, Dodo & the Dodos og Swan Lee.
Vi ved, at mange har faste rutiner med at købe sæsonkortet og har aftaler om at mødes i Friheden, fordi der er en hyggelig stemning, uanset hvem der spiller.
Flere koncerter
2022 var det første år med mange kendis-koncerter på den nye scene og det fik 145.000 til at tage en tur i tivoli-parken for at høre musik. Det var 30.000 færre end året før corona, men nok til at fortsætte den linje.
»Vi har plads til flere gæster men synes, at det gik fint sidste år. Vi har endnu ikke nogen fornemmelse af i år, for billetsalget til de enkelte koncerter er ganske lille i kraft af de mange sæsonkort-gæster, vi har. Vi kan dog se, at navne som Ice Kiid og Lamin, der henvender sig til det helt unge publikum, har solgt et par tusinde billetter i forsalg, fordi den gruppe ikke køber sæsonkort,« forklarer direktøren.
Der er i gennemsnit 8.000 gæster per koncert, men det varierer fra de maksimale 15.000 til en mindre forsamling. Vejr og vind er meget afgørende for, hvor mange der dukker op til de udendørs koncerter. I 2019, der er den seneste corona-fri opgørelse, blev der solgt 50-60.000 sæsonkort, og deres ejermænd kommer og går, så parken først på bagkant kan se, hvor mange der var med.
»Vi ved, at mange har faste rutiner med at købe sæsonkort og har aftaler om at mødes i Friheden, fordi der er en hyggelig stemning, uanset hvem der spiller. Nogle af dem har simpelthen faste pladser og mødes der hver fredag eller på aftalte tidspunkter. For de andre har vejret og dagens navn en kæmpe indflydelse,« mener Henrik Olesen.
Årets første Fed Fredag er hyldestkoncerten til Whitney Houston. Den kan man opleve 14. april.