Chefen forlader Den Jyske Opera i Aarhus, der leder efter en ny
Den Jyske Opera leder efter en ny operachef, fordi Philipp Kochheim ikke ønsker at forlænge sin ansættelse.
Den Jyske Operas operachef siden 1. maj 2017, Philipp Kochheim, har besluttet, at han ikke vil forlænge sin ansættelse på Den Jyske Opera. Han vil dog fortsat stå i spidsen for den, indtil hans kontrakt udløber med udgangen af sæson 2023-24.
»Efter syv fantastiske år har jeg besluttet at slutte mit embede som operachef på Den Jyske Opera ved udgangen af sæsonen. Det har været en vidunderlig tid, og jeg vil til evig tid være stolt over, hvordan medarbejderne i det fantastiske kompagni har dedikeret alle deres talenter og ydet en stor indsats for at indfri mine visioner om, hvordan et relevant musikteater skal være – uanset om det er opera, musical eller operette, og uanset om det er standardrepertoire eller en verdenspremiere,« siger Philipp Kochheim i en pressemeddelelse.
»Noget jeg især vil tænke tilbage på er først og fremmest Den Danske Serie, som er et udstillingsvindue for dansk operahistories enorme rigdom. Hertil vores fokus på en politisk opera som ’Passageren’, der beviser, at musikteater ikke er et støvet museum. Derudover glæder jeg mig over den gratis udendørskoncert ’Opera i Parken’, der er en fejring af klassisk musik sammen med tusinder af fans i Aarhus. Til sidst er jeg særligt glad for at se så mange flere unge ansigter blandt vores publikum i dag,« fortsætter han.
»I disse udfordrende tider, mener jeg dog, at tiden er kommet til at lade nye ideer og en anden energi bane vejen for fremtiden for denne vigtige institution, der forsyner hele landet med musikteatrets vidunderlige værker,« afslutter operachefen.
Har sat kunstnerisk aftryk
Bestyrelsesleder i Den Jyske Opera, Leif Lønsmann, respekterer operachef Philipps Kochheims beslutning.
»Philipp Kochheim har gjort en stor og vigtig indsats for Den Jyske Opera og har gennem snart 7 år sat sit unikke, personlige præg på Den Jyske Opera til glæde for publikum, kunsten og det danske kulturliv. Hans kunstneriske talent og personlige repertoirevalg har sikret Den Jyske Opera en stærk placering i det danske kulturliv og den danske operahistorie. Han har programsat store klassikere som ’Carmen’, ’Aida’ og ’Tryllefløjten’. Han har med Den Danske Serie introduceret det danske operapublikum for oversete eller ukendte danske værker som Ennas ’Kleopatra’, von Klenaus’ ’Michael Kohlhaas’, Hameriks ’La Vendetta’, og dertil bidraget med sin helt egen ’Inkognito Royal’ om den danske Kong Frederik d. 8,« siger bestyrelsesleder Leif Lønsmann.
I den kommende sæson 2023-24 vil Philipp Kochheim fortsat overraske publikum med en ny opsætning af Puccinis klassiker Tosca iscenesat af operalegenden José Cura, og med H.C. Andersens operaeventyr Ravnenmed musik af J.P.E. Hartmann samt de knuste hjerters opera nr. 1 – Massenets Werther.
Ny chef skal findes
Om den forestående ansættelsesproces udtaler bestyrelsesleder Leif Lønsmann, at man vil begynde rekrutreringen snarest muligt med henblik på ansættelse næste sommer i forbindelse med sæsonstart 2024-25.
Hvem der bliver den nye operachef forventes at blive offentliggjort i efteråret 2023.