Tidligere krimi-reporter med fortid i Kolind klar med den svære to'er

Tania Clausager debuterede løfterigt med kriminalromanen "Attack Aarhus" i 2020. Nu er boghandlerne klar til at lange opfølgeren over disken.

Artiklens øverste billede
Det er her på stranden i Skæring med udsigt til Mols, Tania Clausager får de fleste ideer til sine bøger. Foto: Malene Gittins

I de unge år havde Tania Clausager, 47, en thunderboot af et højre ben, når hun ramte kuglen på ægte John Faxe Jensen vis i røveren med en strakt vrist på fodboldbanerne i hjembyen Kolind.

Det var dengang.

Nu er hun kommet til skelsår og alder, men fortsat med masser af bid i. Nu er det bare i højrehånden, som hun har brugt flittigt i efterhånden mange sæsoner som skrivende.

I 2020 debuterede hun som krimiforfatter med romanen ’ Attack Aarhus’. Inden da havde den tidligere Kolind pige øvet sig med portrætbogen om den dansk-congolesiske bokser Lolenga Mock ’Lolenga Mock – Manden der aldrig giver op – Fra FN-flygtning til verdenseliten i professionel boksning’.

Som FN-flygtning kom Lolenga Mock til Danmark i 2003, han slog sig ned i Aarhus, blev dansk statsborger og fik job hos Aarhus Kommune som kontaktperson for unge mennesker. I Aarhus opbyggede han et nyt liv - stadig med en drøm om professionel boksning og titelkampe.

Han boksede sin sidste kamp i maj 2019 i Viby Hallen, hvor han besejrede Mateo Damian Veron fra Argentina. Undervejs i karrieren nåede han at møde notabiliteter som britiske David Haye og den rumænsk-canadiske nævefægter Lucian Bute.

Tania Clausager har altid haft en kæmpestor passion for boksesporten og dens særlige univers, og det mærker man uden at skulle anstrenge sig ret meget under læsningen af portrætbogen om Lolenga Mock.

Nu har hun så snart release, 21. maj, på sin roman nummer to, ’Livsfarlige Gener’, hvor helten hverken er navnløs, langskægget eller går sent i seng og står sent op, men lyder navnet Sander.

Sander er et skandinavisk/hollandsk drengenavn. Det stammer fra navnet Alexander, der betyder »den der forsvarer menneskene’«

Aarhusianske Sander lærte Clausager læsere at kende i debutromanen, hvor han i en alder af blot 13 år blev placeret i hjertet af efterforskningen af en bombetrussel mod museet Aros.

Forlægget til opfølgeren lyder lovende:

»Skoleåret er tæt på at være afsluttet, da gymnasieeleven Sander sammen med alle elever på Egaa Gymnasium kaldes til samling i gymnasiets kantine af skolens rektor. Her får de beskeden om, at en af deres gymnasiekammerater har taget sit eget liv. Det er den anden elev inden for få uger. Mens eleverne sørger over tabet, er Sander den eneste, der ikke tror på, at det er tilfældigt. Så han beslutter sig for at undersøge sagen nærmere.«


Bogens forside, der lover spænding til vand til lands og i luften


Den purunge gymnasieelev søger efter, at studenterfesterne er ovre, ind på på politiskolen, og senere kommer den uprøvede Sander i praktik hos en spansk efterforskningsgruppe i Madrid - hvor han pludselig står over for en gammel fjende.

Netop Spanien og Madrid har Tanja Clausager en forkærlighed for. Hun har således i en yngre udgave boet i landet.

Kriminalreporter

Tanja Clausager har som kriminalreporter på Århus Stiftstidende dækket bandekonflikter, narkokriminalitet og diverse retssager, og hun har derfor et stærkt indblik i de kriminelle miljøer i Aarhus.

Arbejdet som reporter har givet hende den nødvendige pondus til at give sig i kast med at at skrive krimier og folde dem ud til et læsende publikum.

’Livsfarlige Gener’ udkommer på Forlaget Rocky T.

Tanja Clausager har selvfølgelig bebudet, at der også kommer en tre’er.




Læs også

Annoncørbetalt indhold