Ann Lind Andersens top fire: Disse serier skal du se

Filmanmelderen er med egne ord "en kæmpe serienørd", fordi serierne er innovative og for længst har overhalet spillefilmene.

Artiklens øverste billede
Filmanmelderen, Ann Lind Andersen, er med i juryen og har været med til at udvikle This Series Award, som hun mener er helt på sin plads, eftersom serierne i dag viser vejen frem. Foto: Bo Amstrup, Ritzau/Scanpix

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Filmanmelderen, Ann Lind Andersen, er en af initiativtagerne og medlem af juryen ved den nye danske serie-award, This Series Award, der fredag 29. oktober blev overrakt i Filmbyen i Aarhus.

»For nogle år siden var serier anden rang. De tider er for længst ovre. Der bliver investeret store summe i serie-produktionerne, som tiltrækker de helt store navne,« sagde hun til Århus Onsdag, der mødte hende ved awardshowet.

»Streamingtjenesterne tør mere. Det er på seriefronten, man finder det innovative og provokerende - pionerarbejdet. Som filmanmelder kommer jeg slet ikke udenom serierne,« fortsatte eksperten.

Ann Linds Top fire

Ann Lind Andersen har mere end 25 års erfaring i at anmelde film og serier. Hun har været med til at skabe den danske seriefestival og seriepriserne, som hun synes er vigtige, så det oplagte spørgsmål er: Hvilke serier ser du selv?

Hendes top fire over danske serier er:

1 Kastanjemanden på Netflix. Fordi den er godt håndværk og ligger på top 10 i mange lande. Den har vundet som Bedste Krimi, Bedste Instruktion og publikumsprisen..

2 Fredløs på DR. Den fortæller en provokerende og meget aktuel historie om radikalisering af en ung mand. Han spilles virkelig godt af Besir Zeciri, der formår at udvikle karakteren. Den blev Bedste Miniserie.

3 Klovn på TV2 Play. Komik er en virkelig svær genre, men Casper Christensen og Frank Hvam har virkelig fundet en formel, som bare vikrer - også selv om det nu er ottende sæson. Den blev Bedste Komdie.

4 Ulven Kommer på DR. Fordi det er helt umuligt at lave en psykologisk thriller om en socialrådgiver, og det er alligevel lykkedes. Der er vanvittige gode skuespilpræstationer, og den har vundet prisen for Bedste Serie og Bedste Manuskript.

For nogle år siden var serier anden rang. De tider er for længst ovre. Der bliver investeret store summe i serie-produktionerne, som tiltrækker de helt store navne.

Ann Lind Andersen, Filmanmelder og -ekspert

This Series Award er den første i Skandinavien. Ann Lind Andersen fik ideen til det sidste år og var på scenen for at overrække en pris ved fredagens show. Foto: Alexander Håkansson

Den første serie-pris

Vi befinder os ifølge Ann Lind Andersen i intet mindre end seriernes guldalder. Det særlige ved serierne er, at de kan produceres ret nemt og billigt og på alle platforme i et væld af formater.

Derfor er rækken af priser til udelukkende danske serier helt på sin plads.

»This Series Award er den første i Danmark. Ingen andre i Skandinavien har priser som dem. Jeg fik ideen til det sidste år, hvor alt var nedskaleret på grund af corona. Det var derfor en ydmyg første udgave med mig som vært, og der var plads til forbedringer,« siger Ann Lind Andersen.

I år blev der uddelt 10 priser ved awardshowet fredag, som afsluttede tre dages festival i Filmbyen i Aarhus. Der var rød løber, kendte skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere, og i det hele taget alle, der havde lyst. De blev ledet genem aftenen på bedste og underholdende vis af skuespiller-brødrene Sebastian og Andreas Jessen.

»Det er totalt på sin plads, for der bliver produceret helt vildt. Vi har kun set toppen af isbjerget, og det foregår på alle platformer og alle formater. Der er alt fra store dyre produktioner, hvor et enkelt afsnit koster det samme som tre spillefilm, til de billigste miniserier,« siger Ann Lind Andersen.

Hun påpeger, at det foregik på en helt anden måde for 10 år siden. Da lavede DR en stor produktion om året, og den blev sendt søndag aften i primetime. TV2 gjorde det samme hvert andet år. Men nu laver alle serier - hele tiden.

»Udstyret er tilgængeligt, og man når langt på et lavt budget, på den måde kan andre og nye stemmer komme til. Vi har stor fokus på diversitet, og nu får nogle helt andre end de sædvanlige muligheden for at fortælle deres egne historier. Særligt de unge er modige,« fastslår eksperten.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen