Bogguide fra Aarhus Biblioteker: Blixen, Dracula og lounge-jazz

Denne gang vælger bogkenderne at pege på Frankenstein for børn, en billedbog om Blixen, en afdød tantes upublicerede artikler og dejlig musik.

Artiklens øverste billede
Jette Greibe fra Hovedbiblioteket i Dokk1 anbefaler i denne uge ”Frankenstein” genfortalt af Kenneth Bøgh. Hun læser mange bøger og er altid garant for en god litteraturanbefaling. Hvis du mangler inspiration til læsestof, så kig op i Børnebiblioteket, hvor hun huserer og anbefaler gode bøger – uanset om du er barn eller voksen. Foto: Aarhus Bibliotekerne
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Aarhus Bibliotekerne anbefaler i denne uge perfekt jazz, og store og små fortællinger om det, der gør os til mennesker.

Anmeldelserne af bøgerne kan læses i deres fulde længde på www.litteratursiden.dk.


Perfekt jazzalbum

Emil de Waal: ’Vente’

Manner, det her er et rart album!

Det er loungejazz til alt fra søndag morgen til fredag aften – pladen har enorm chillfaktor!

På udgivelsen spiller trommeslageren Emil de Waal sammen med klarinettisten Elith “Nulle” Nykjær, multimusikeren Gustaf Ljunggren og hammondorganisten Dan Hemmer.

Nulles ikoniske klarinet spiller en central rolle, og som 80’er barn lyder den, for mig, altid som hjem. Men pladen er hverken bedaget eller nostalgisk. Det swinger, det er smukt og nærværende, roligt og stærkt.

Store følelser til de mindre

Tanne - En lille fortællerske af Pauline Drasbæk

Det er svært at skille sig ud. Særligt da Karen Blixen blev født for mere end 100 år siden. Ikke fordi hun lod det stoppe sig på nogen måde. Hun sprang derimod ud i oplevelser, som ellers var forbeholdt mænd.

Hendes store mod fyldte hendes liv med eventyr, og gav hende muligheden for at opleve de helt store følelser.

Pauline Drasbæk benytter sig af masser af skønne detaljer. Billedbogen er del af serien ’En lille’, der alle fortæller om bemærkelsesværdige kvinder i Danmark til børn fra cirka fire år.

Det moderne menneske

’Du kan alt’ af Christian Jungersen

Jungersens aktuelle roman bevæger sig dybt ned i den menneskelige psyke, mens lykken og livet bliver vendt en svimlende omgang. Romanen tager pulsen på det moderne menneskes eksistens og de bevidste og frie livsvalg.

Jungersen tegner et indsigtsfuldt og dynamisk portræt af den moderne mand.

Per Berg er på jagt efter at genopfinde sit liv efter en skilsmisse, og skifter sin stilling som kommunikationschef ud med en karriere som terapeut for kriminelle.

I den nye alder – en toenhalver - finder Per Berg ny intensitet. Men nok ikke alle eksistenser, har frihed til at redefinere sig selv.

En islandsk perle

’Dyreliv’ af Audur Ava Ólafsdóttir

Denne roman er en lille islandsk perle med stort, dybt og aktuelt indhold.

Dyja er jordemoder og bor alene i en lejlighed hun har arvet fra sin grandtante, der også var jordemoder. I Island kaldes en jordemoder også en lysmoder, men ironisk nok bor Dyja i en lejlighed næsten uden lys.

Mens Dyjas stille hverdag bevæger sig afsted, læser hun den afdøde tantes ikke-publicerede artikler og bogmanuskripter, der gribende forholder sig til menneskets skrøbelighed og engagerer sig mod menneskets skadende trang til at styre naturen.

Der raser en storm og klimakrisen benævnes med sikker stemme.

Frankenstein i nye klæder

Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Selvom historien er genfortalt til børn fra cirka 12 år, er den hverken mindre hjerteskærende eller mindre uhyggelig end originalen fra 1818.

Bogen er tro mod originalen, og tematikkerne er stadigt lige aktuelle.

Historien er fortalt dels af Victor Frankenstein, dels af Skabningen og dels af kaptajnen på skibet, der samler Victor Frankenstein op.

Som læser kan man fornemme Skabningens ensomhed række langt ud over siderne og ind i hjertet. Bogen sætter fokus på, hvad det er, der gør os til mennesker.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen