Årets bedste serie: »Det er helt vildt. Jeg er kun 28 år og autodidakt«
Årets Bedste Serie ved serieprisernes awardshow blev 'Drenge' fra den bemærkelsesværdige 28-årige Jonas Rigvig. DR-serien ‘Orkestret’ udmærkede sig torsdag aften ved at vinde hele fire priser som f.eks. publikumsprisen.
For andet år i træk blev de eftertragtede statuetter ved Series Awards uddelt torsdag 3. november. Det skete i Filmbyens Studio 1, hvor brødreparret Andreas og Sebastian Jessen styrede slagets gang som værter.
Det fremadstormende og kun 28-årige autodidakte taltent, Jonas Risvig, løb med prisen over dem alle: Årets Bedste med ungdomsserien ’Drenge’.
»Det er helt vildt. Jeg er kun 28 år og autodidakt. Jeg har kun gået i gymnasiet og siden har jeg arbejdet med film på min egen måde - blandt andet her i Filmby Aarhus. Det er vildt, at det så kan lade sig gøre at vinde,« sagde en meget glad filminstruktør efterfølgende til Århus Onsdag.
Vi mødte ham inden uddelingen på den røde løber, hvor han overhovedet ikke troede på, at han ville komme hjem med nogen form for ære men var taknemmelig for at være nomineret.
Da prisen var i hus, fortalte han, at han altid har en plan for, hvad han vil, men at han instruerer intuitivt.
»Måske er det derfor, at folk kan mærke serien. Jeg har på dagen følt efter, hvordan jeg har det med den situation, vi skal filme, for det er netop, hvad ’Drenge’ handler om. Hvordan går vi og har det?«
Instruktøren, der er fra Silkeborg, synes, at vi skal holde op med at latterliggøre provinsen. Han har brugt den smukke natur på Silkeborgkanten som kulisse i ’Drenge’, og lover, at han holder ved provinsen og ungdomsserierne, indtil der kommer nogen andre og tager over.
Ud over at være spændende giver den også et sjældent indblik i et lukket miljø med unge mænd. Den er i øjenhøjde med de unge, men uden at lukke os andre ude, så alle kan være med. Et svært greb, når han ikke går på kompromis med ærligheden og ægtheden.
’Drenge’ er en Viaplay-serie, som følger et drengekor, der synger i kirken om søndagen, mens de hengiver sig til forbudte fristelser resten af ugens dage.
»Ud over at være spændende giver den også et sjældent indblik i et lukket miljø med unge mænd. Den er i øjenhøjde med de unge, men uden at lukke os andre ude, så alle kan være med. Et svært greb, når han ikke går på kompromis med ærligheden og ægtheden. Derfor får den prisen for Bedste Serie,« argumenterer juryen.
Juryen består af Ann Lind Andersen, Keld Reinicke, Pernille Bech Christensen, Rasmus Thorsen og Kim Leona.
Okestret fik flest priser
Med intet mindre end fire priser blev DR-serien ‘Orkestret’ den store vinder. Serien vandt Bedste Komedie, Bedste Instruktion, Bedste Skuespilpræstation og ikke mindst publikumsprisen Aarhus Seriepris. Det er den eneste kategori, der afgøres af publikumsstemmer fremfor juryens.
Gamle kendinge som ‘Badehotellet’ og Adams Prices ‘Borgen - Riget, Magten og Æren’ blev hædret med priserne for hhv. Bedste Fortløbende Serie og Bedste Manuskript, mens en bred vifte af nye serier og serieskabere fik stor opmærksomhed.
Marie Reuther er et talent
Hvert år uddeler Series Awards Talentprisen og i år gik den til 26-årige Marie Reuther for sin hovedrolle i Danmarks første HBO-serie ‘Kamikaze’. Hendes ansigt er kendt fra tv-serien Badehotellet, og hun har opnået international opmærksomghed, da hun på Berlin Filmfestival i år blev valgt som ’Shooting Star.
»Talentprisen har været ualmindeligt svær at uddele. Men vinderen udfolder sin imponerende palet og er både sårbar og kynisk, sjov og alvorlig, afdæmpet og vild. Man sidder målløs tilbage efter hendes tour de force af en præstation,« mener juryen, der bl.a. består af før nævnte Jonas Risvig, manusforfatter Lisa Ambjörn, filmredaktør Jacob Ludvigsen samt sidste års vinder, Arian Kashef.
Aarhus Series Awards er arrangeret af mediefestivalen This, publikumsfestivalen Aarhus Series og Filmby Aarhus.
Seriefestivalen fortsætter til på søndag 6. november og gratis billetter til talks kan findes her: program.