"Der er ikke meget ved Corona, vi kommer til at savne"

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen ser Aarhus Teater som et åbent, levende hus, der afspejler menneskelivets mange facetter - også kram, kys, tårer, sved og sang – helt modsat Corona, der er afspritning og afstandskrav. Teateret er parat til at genåbne med alt fra musicals og monologer til klassikere, ny dramatik og forestillinger i Ikea

Artiklens øverste billede

Aarhus Teatrene gennemgår lige nu hårde tider, mens pandemien styrer vores liv og samfundet. Men der har i efteråret været fuldt hus og til tider kamp om pladserne i de sale, hvor man kun måtte sidde på hvert andet sæde. Så publikum er der stadig.

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen er derfor fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden efter Corona. Hun er sikker på, at salene igen vil blive fulde, når det er muligt.

”Corona har påvirket os meget det seneste år, hvor vi har været droslet ned. Men vi ved nu, at folk gerne vil komme her på trods af restriktionerne, for vi har haft salene så fulde, som de nu må være,” slår hun fast.

Direktøren påpeger, at det er vigtigt for mennesker at komme ud mellem andre. Vi har brug for at mærke liv.

”Det er der masser af på teateret, der er alt det modsatte af Corona, som handler om afstand, hygiejne og afspritning. Her handler det ofte om nærkontakt, blod, sved, spyt, sang, høj tale, kys og kram. Vi overholder alle resttriktionerne og mere til, da det ligger os meget på sinde, at folks kal føle sig trygge på teateret. Men vi glæder os til at komme tilbage til alt det liv, vi har brug for,” uddyber Trine Holm Thomsen.

Teateret er fællesskab og nærvær

Der er på Aarhus Teater ikke ret meget, de kommer til at savne ved Corona. De tidsbesparende onlinemøder er en af de ganske få ting, der er kommet for at blive. En times møde i København tager pludselig kun en time og ikke en hel dag, fordi man ikke behøver at tage frem og tilbage.

Og det er vigtigt, når man som Aarhus Teater har en række samarbejdspartnere rundt omkring i landet. Så de digitale møder bliver en del af fremtiden. Men ellers vil den handle om livet, fællesskab og nærhed, for det ligger teaterdirektøren på sinde.

”Teateret handler om mennesker. På scenen afspejler vi menneskelivet på uendeligt mange måder. Forestillingerne kan formmæssigt være lige så forskellige, som mennesker er. Derfor er opsætningerne utroligt forskellige,” siger Trine Holm Thomsen der mener, at alle mennesker er noget særligt, hvis man lytter til deres historier.

Kender hver en sprække

Trine Holm Thomsen, der er uddannet dramaturg, har arbejdet på teateret i 20 år. Først som dramaturg, siden som chefdramaturg og flere gange konstitueret teaterdirektør, hvorefter hun satte sig i teaterdirektørstolen i 2015.

I modsætning til sine to udenlandske forgængere kendte hun på forhånd hver en sprække og hver en krog i teaterhuset, som hun har en kæmpe kærlighed til.

”Jeg bor i byen og kender huset indefra. Jeg så et stort uudnyttet potentiale og har valgt at bruge meget tid her i huset, sammen med de mange gode medarbejdere. Vi har udviklet og styrket ensemblet, som jeg er drønstolt af i dag. Skuespillerne bliver kastet ud i alt muligt fra alvorlige monologer til muntre musicals sammen med skiftende instruktører. Vi har nogle af de allerdygtigste medarbejdere i huset, forklarer hun.

Hun har blandt andet været med til at ansætte huskunstnere og etablere et kor, som styrker og højner kvaliteten af teaterets produktioner.

Tænker vildt og høster ros

Aarhus Teater er i medierne blevet beskrevet som et sted, der tænker vildt og høster ros. Det har i Trine Holm Thomsens tid modtaget en række Reumertpriser for blandt andet Erasmus Montanus og Ordet. Hun er også personligt blevet hædret med teaterjournalisternes pris og et hæderslegat fra Wilhelm Hansen Fonden for at være et forbillede i kulturlivet.

Den 48-årige kvinde har i sine fem år på chefposten arbejdet med en stærk forankring af teaterhuset i byen. Hun ser det som en stor arbejdsplads, der skal være med til at genere den bymæssige udvikling og det kunstneriske miljø blandt andet ved at tiltrække dygtige kunstnere til Aarhus.

Noget af det, der ligger Trine Holm Thomsen allermest på sinde, er fællesskab og det menneskelige møde. Hun mener, at huset skal være åbent for byen, og at teateret også skal kunne opleves ude i byrummet og ikke bare inde bag egne vægge.

”Vi vil rigtig gerne have mange publikummer i teaterhuset, men vi tager også ud og møder dem. Vi har blandt andet lavet forestillinger på havnen, i Tivoli og senere på året i Ikea. Det kan give mening at rykke ud, hvor folk er og møde nye publikumsgrupper, ligesom det kan udfordre scenekunsten. Vi skal give dem nogle oplevelser, de måske ikke lige regnede med at få. Det er vores opgave hele tiden at udvikle noget nyt.”

Dramaturgen forklarer, at man i hver eneste opgave skal spørge: Hvorfor skal denne historie fortælles i dag, og hvordan fortælles den mest overbevisende?

”Det handler ikke om at være desperat og bare gøre vanvittige ting for at få opmærksomhed på det. Men hvis man kan fremme en fortælling ved at vandre rundt ude i byen, eller ved at gå ned til publikum i salen, er det måske det, man skal. I stedet for at bygge en havn på teateret er det måske bedre at være på havnen, hvor man oplever terrorsikringen og ser de kæmpe bjerge af sheanødder, der bliver importeret,” siger hun med henvisning til stykket ’Fragt’, der foregik i den ellers afspærrede containerhavn.

Aarhus Teater har også udfoldet en monolog på G-bar, der er en del af LGBTQ+ miljøet.

Næste stop er Ikea

”En homo-erotisk historie kan måske intensiveres, når den spilles på G-Bar, hvor mange homosekeuelle kommer,” forklarer Trine Holm Thomsen, der som den næste af ud-af-huset-forestillingerne har planlagt at sende publikum i teateret i Ikea.

”Vi vil fortælle klassike nordiske familiedramaer ved at spille et stykke i Ikea, som alle har et forhold til, uanset hvilken kulturel baggrund, man har.”

Stykket tager afsæt i de nordiske klassikere af Ibsen, Strindberg og Bergman, som udfoldes i vores nutidige rammer for familielivet. Ikea bruger blandt andre slogans som ’Et nyt og enkelt liv’ og ’Når modsætninger mødes’.

Ibsens 140 år gamle historie om Nora, der i 'Et Dukkehjem' gør op med kønsrollerne og går hjemmefra, kommer man til at kunne opleve i et samtalekøkken i Ikea. Der sætter Aarhus Teater stykket 'Udflugten' op senere i år.

Ibsens 140 år gamle historie om Nora, der i ’Et Dukkehjem’ gør op med kønsrollerne og går hjemmefra, kommer man altså til at kunne opleve i et samtalekøkken.

”På andre tidspunkter skal vi arbejde med de mange muligheder, vi har, i teaterhuset. Store Scene har med hjælp fra Salling Fondene fået en helt ny teknologi og et nyt scenetårn, så vi nu kan lave nogle meget avancerede og levende forestillinger,” siger direktøren.

De gør sig umage hver gang på teateret.

”Vi skaber forestillingerne fra bunden og udtænker nøje, hvordan de skal fortælles. Vi skal overraske og det skal være tydeligt, hvorfor vi vælger at lave hver enkelt forestilling. De skal ikke bare fortælle noget om historien men også om i dag,” lover Trine Holm Thomsen, der glæder sig utrolig meget til at kunne se tilbage på Corona og komme videre.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen